Burjater

Eget navn: Burjaad

Russiske navne: Burjaty, burjatski.

Sprogfamilie: Mongolsk. Burjaternes sprog består af en lang række dialekter, hvoraf nogle ikke er helt gensidige forståelige.

Hvor mange er de: Ved folketællingen i 1979 var der 353.000 hvoraf ca. 90 % talte burjatisk som førstesprog.

Religion: Burjaterne havde ikke en fælles religion, men en mangfoldighed af ”shamanistiske” kultiske skikke. Denne kult blev mere eller mindre fortrængt af lamaistisk buddhisme og den russisk ortodokse tro. I dag er der mange, der praktiserer en blanding af disse forskellige trosformer, ligesom shamanisme og animisme er vendt stærkt tilbage.    

Hvor bor de: Sydøst Sibirien –Den Burjatiske Republik. Irkust oblast, Ust-Ordynske Burjatiske distrikt og det nordlige Mongoliet.

Historie: Oprindeligt bestod burjaterne af flere forskellige grupper eller klaner uden en fælles politisk ledelse. Imperialismen har medvirket til at forme dem til et folk, ikke mindst da man trak grænsen mellem Sibirien og Mongoliet i det tidlige 18. århundrede. Selv efter grænsedragningen migrerede der folk fra Altai og Mongoliet ind i området og som tiden gik, blev de burjater. Da russerne i 1600- tallet nåede frem til burjaternes landområder, mødte de et nomadefolk, der havde skydevåben, beherskede metalfremstilling og havde et skriftsprog. Det tog Moskva 30 år at underkue de burjatiske nomader. Som tiden gik migrerede russere og andre nationaliteter ind og bosatte sig i Burjatien. I dag er burjaterne i mindretal i deres gamle landområder, men udenfor byerne er de mange steder i flertal. Som så mange andre koloniserede folk er burjaterne i dag adskilt af nationale grænser, således bor der omkring 28.000 burjater i Mongoliet og en mindre gruppe i Kina. En yderligere opsplittelse af burjaterne i Rusland skete i  1937, hvor man opdelte dem geografisk i 1) Den Burjatiske Republik og 2) det Ust- Ordynske Burjatiske distrikt. Yderligere findes forskellige etniske forskelle. Burjaterne på østsiden af Bajkal søen lever fortrinsvis som nomader på stepperne, medens burjaterne på vestsiden af Bajkal søen er bønder. Vest for Bajkal søen er shamanismen dominerende sammen med den russisk ortodokse tro, medens de fleste østlige burjater er buddhister ligesom deres frænder i Sayan bjergene.

  I 1930erne begynder kollektiviseringen, hvor private landbrugsbedrifter blev omlagt til kollektive brug. Et kollektiv brug bestod af et hierarki af forskellige produktions enheder, der var gensidigt økonomisk og administrativt afhængig. En del burjater slagtede deres får og kvæg som protest imod kollektiviseringen, men kollektivbrugene var kommet for at blive og så småt omformede de det burjatiske samfund. Burjaterne accepterede og udviklede selv de sovjetiske værdier gennem den historiske proces. Interessant er det imidlertid, at kun få burjatiske (lokale) sociale institutioner[1] eller kulturelle forestillinger er forsvundet i tiden. Burjatiske kultur former og sociale institutioner vedblev at eksistere enten som en del af sovjetsamfundet eller i modsætning til det.

Efter sovjetunionens opløsning og Jeltsins økonomiske chok terapi fik også den burjatiske befolkning markedsøkonomiens ”velsignelser” at føle. Arbejdsløshed, lav levestandard, økonomisk ustabilitet har ført til en stigende håbløshed for almindelige mennesker. De bedre uddannede rejser til udlandet for at arbejde eller de må tage til takke med traditionelle erhverv indenfor landbrug eller rengøring i byerne. Urfolks eliten diskuterer de nationale spørgsmål, økologi, landrettigheder, politik og religion, men for mange almindelige mennesker er det vigtigste at få til dagen af vejen og sikre en fremtid for deres børn.

Den Burjatiske Republik: Her satser man på økonomisk vækst i de kommende år gennem cement udvinding og øko-turisme.

Små landbrugs selskaber er begyndt et vokse frem og omkring 80 % af det totale landbrugs output kommer fra disse småbrug og familie foretagender. Imidlertid er væksten indenfor denne sektor betinget af muligheden for fornyelse af maskinparken, rationel brug af ressourcerne, drift forbedringer og tilførsel af risikovillig kapital.

Sundhed: Tuberkulose (TB) har gentagende gange hærget området og antaget epidemi lignende former. Problemet er så alvorligt, at man har indført love til beskyttelse af befolkningen imod tuberkulose. Omkring 35.000 mennesker dør årligt af TB i Rusland.   

Miljøet: Butjatien har en mangfoldighed af dyre og plantearter, såvel som mange værdifulde naturressourcer. Bajkal søen, der er beliggende i det vestlige Burjatien, er verdens største, dybeste og ældste ferskvandssø. Her lever bl.a. verdens eneste ferskvands sæl. Desværre er området blevet ramt af flere på hinanden følgende miljøkatastrofer, der så igen har medført en dårlig helbredssituation for befolkningen. I år 2000 hærgede flere skovbrande og samme år opstod der tørke som ødelagde tusinder af hektar landbrugsjord. 

    Baikal-søen i Buryatia er et unikt naturligt objekt, den dybeste og reneste sø på planeten.

Burjatisk humor: En lille dreng får øje på en cirkus plakat og spørger faren, om de ikke skal i cirkus. Faren: ” Nej desværre min søn ikke denne gang”.

Nu ser faren imidlertid et billede af en nøgen kvinde på et tigerskind på plakaten og han udbryder: ”Jamen så lad gå sønnike – det er sgu lang tid siden, jeg har set en tiger”.

Bøger til natbordet:

Suzanne L. Popke: “Siberian Pearls: A Buryat Journey”.  PublishAmerica, 2005.

Virlana Tkacz, Sayan Zhambalov, Wanda Phipps, Dashinima Dugarov: “ Shanar: Dedication Ritual of a Buryat Shaman in Siberia”. Parabola Books, 2002.

Peter Matthiessen: “Baikal - Sacred Sea of Siberia”. Douglas and McIntyre, 1992.

Caroline Humphrey: “Marx Went Away - but Karl Stayed Behind”. University of Michigan Press, 1998. ( Et antropologisk mesterværk, som en af de få har Caroline Humphrey foretaget feltarbejde i Burjatien både før og efter Sovjetunionens opløsning. Bogen henvender sig fortrinsvis til akademikere).

Buryat-kulturen er udstyret med en lang, meget rig historie og traditioner, bestående af ritualer og mysterier. Musikinstrumenter (især forskellige trommer) bruges til at udføre ritualer. De tjener ikke kun som et musikalsk udtryk, men repræsenterer også åndelig værdi.