Den dekonstruerede shaman eller et kik ind i en udfordrende forskning.

Alice Beck Kehoe: ”Shamans and Religion

An Antropological Exploration in Critical Thinking.”

Waveland Press,Inc.2000. 125 sider.

Alice Beck Kehoe underviser til daglig i antropologi på Wisconsin-Milwaukee universitet. I den daglige undervisnings situation og på internationale antropologiske konferenser provokeres hun af hvad hun anså for grove generaliseringer af betegnelsen og begrebet shaman og shamanisme. Hun spurte sig selv om tiden ikke var moden til en seriøs gennemgang af antropologiens brug af dette begreb. Hvad der kom ud af disse overvejelser, kan man læse i ”Shamans and Religion”, som på en gang er et opgør med og en dekonstruktion af antropologiske generaliseringer og ligeså meget en demonstration af kritisk tænkning som antropologisk metode!

Bogen kan læses som en række kritiske essays der hver i sær gør op med et eller flere eksempler på fejlagtig brug af termen shaman og shamanisme. Hoved skytset retter forfatterinden imod religionshistorikeren  Mirecea Eliade konstruktionen og generalisering af shamanisme begrebet.

Bogen indledes med en sober etnografisk redegørelse for fænomenet shamaner i sin oprindelige sibiriske sammenhæng både før i tiden og i dag. Herefter viser forfatterinden hvordan antropologer og religionshistorikere har generaliserede begrebet shaman til efterhånden at omfatte alt og alle så begrebet efterhånden er så udvandet at det bliver meningsløst.

Eliades shamanisme begreb har i mange år været det dominerende indenfor samfundsforskningen selvom der fra tid til anden har været kritisk røster fremme. Der er primært i bogen “ La Chamanisme et les techniques archaïques de l´extase” der udkom i 1951 at Eliade forfægter sine teorier og tanger angående shamanisme. Alice Beck Kehoe viser hvordan Eliades forskning var dominerede at tanken om de ”ædle ville” der afskærmet fra civilisationen havde bevaret en oprindelig ren og sandere religion ind de vestlige kultursamfund m.a.o. satte Eliade lighedstegn mellem arkaiske samfund og nulevende fjerne folkeslag. Denne sammentænkning af kulturer der var fjerne i tid og rum var Eliade ikke alene om for det var stadig god etnografisk latin i 1951. Eliade mener at shamaner deler samme potentiale for  spiritualitet med alle mennesker men at det der gør forskel på dem og andre religiøse personer er at de kan komme i ekstase og kontrollere ekstatiske teknikker for derved at forhøje religiøse erfaringer. Det ekstatiske stadie, eller trance der af shamanen forklares som sjælens rejse til himmelen eller underverden, er for Eliade den fundamentale erfaring af spiritualitet. Det er det mystiske immanente ”hellige” der manifestere sig selv. Ud fra denne betragtning kategoriserer han palæolitiske mennesker der levede for 20.000 år siden med nulevende jæger og rennomade samfund fordi de begge ifølge Eliade fremviser eksempler på den samme fundamentale spirituelle erfaring. Kategoriseringen fortsætter og inddrager vidt forskellige folkeslag jorden over udenfor ”civiliserede bysamfund” og sammenblår dem under betegnelsen shamanisme. Alice Beck Kehoe argumenterer overbevisende imod disse grove generaliseringer. Hun begrænser sig imidlertid ikke kun til dekonstruktion men viser også hvordan og hvorfor man godt kan generalisere begrebet shaman ved hjælp al lige dele kritisk sans og videnskabelig metode. Konklusion på bogen er at termen og begrebet shaman og shamanisme i første omgang skal være forbeholdt de sibiriske folkeslag der selv anvender begrebet for visse religiøse specialister. Dernæst mener forfatterinden at man med forsigtighed kan anvende termen om lignende praktikker der anvendes i en zone omfattende de nordlige stepper, skove og tundraer som Sibirien historisk har været forbundet med, m.a.o. samer, inuit og nordamerikanske indianer.

Alice Beck Kehoe opgør med generelle antropologiske forestillinger om shamaner er modig og velgørende. Hun argumenterer for at genindsætter et etnografisk begrundet specifikt begreb i stedet for Eliades omfattende anvendelse af shaman begrebet. Hermed har hun på fornuftig vis tæskede sine akademiske fagfæller på plads, men hvad stiller man op med den folkelige diskurs som for længst har taget Eliades generaliseringer til sig. Og det gælder ikke bare den folkelige diskurs i vor egen del af verden men også hos de kulturer hvis religiøse praktikker omfattes at Eliades shaman begreb men kun delvis af  Alice Beck Kehoe. Jeg skal komme med et interessant tilfælde. For en del år siden havde jeg lejlighed til at træffe en yanomami indianer fra Brasilien. Han var en shabori, altså en religiøs specialist der kunne kommunikere med åndeverden. Han havde lige deltaget i en international urfolks kongres, hvor han havde mødtes med samiske urfolk. Som suviniers fra kongressen havde han et smykke hængende i en snor om halsen. Smykket var en miniaturer efterligning af en samisk nåjde (shaman) tromme. ” Jeg er sharman og det er en samisk sharman tromme” sagde han for at understrege hvorfor han gik med et sådan smykke! 

Alice Beck Kehoe bog henvender sig i første omgang til studerende i antropologi og religionshistorie og jeg tror ikke man vil få meget ud af den uden en vis kundskab om de emner der diskuteres i bogen. Det er ikke fordi den er skrevet i noget svært sprog, men fordi den forudsætter en faglig baggrunds viden.