Algeriet

Rachid Mimouni: ”Forrådt Brorskab”

Tiden Norsk Forlag 115 sider.

Forrådt Brorskab foregår i et tiltagende dystopisk samfund. Bogen ligner på den måde kendte værker som ”Fagre nye verden” af Aldous Huxley, "1984" af George Orwell, Fahrenheit 451 af Ray Bradbury eller ”Vi” af Yevgeny Zamyatin. Forrådt Brorskab er bare langt mindre vidtløftig end disse bøger, forfatteren beholder en form for jordforbindelse midt i kaskader af groteske og burleske fantasterier.

Bogens hovedtema er den algeriske frihedskrigs tabte illusioner. Den nationale frihedsbevægelse FLN startede en militær frihedskrig mod Frankrig i 1954 der varede frem til 1962.

Fortælleren og hovedpersonen er skomager og blev udkommanderet af frihedskæmperne for at vedligeholde deres fodtøj. På denne måde gør han frihedskampen med, men såres i hovedet under et flyverangreb.

Han mister hukommelsen og genvinder den først efter lang tid, hvorefter han begynder sin søgen efter sin kone og søn.

Der venter ham imidlertid en ubehagelig oplevelse i hans hjemby, en lille ørkenflække uden for lands lov og ret. Han er nemlig erklæret død for længst og som ikke eksisterende er der ingen der vil kendes ved ham. Borgmesteren, som er en nær slægtning, forklarer ham, at det er forkert af ham sådan pludselig at dukke op i stedet for at være død.

Samme borgmester havde nemlig skaffet hans enke en enkepension, der blev udbetalt til enkerne efter frihedskæmperne. Jeg vil blive anklaget for svindel forklarede borgmesteren, hvis nogen finder ud af at du lever. Hvor skomagerens søn og kone er ved borgmesteren ikke.

Skomageren søger videre efter konen og sønnen og denne historie flettes sammen med nutids scener fra en fangelejr, hvor skomageren åbenbart er endt.

Det dystopisk post koloniale samfund, skomageren oplever, er konsekvensen af frihedsidealerne der blev ledet på afveje af den nye stats bureaukrater og ideologer samt almindelig menneskelig grådighed og egoisme. Påstanden om et fælles broderskab forblev en påstand, derfor bogens titel: ”Forrådt Brorskab”. Skomagerne spørger flere steder i handlingen ”hvorfor synger fuglene ikke mere”, der er noget galt men han kan ikke sige præcis hvad.  

Ved romanens slutning smelter de to fortællinger sammen til en og historien koncentreres om personerne i fangelejren. Fangerne holdes hen med bedårende løfter om fremtidelige goder og lulles gradvis i en erkendelsens søvndøs. Imedens forberedes en kollektiv kastrering af disse farlige utilpassede personer hvis gener for alt i verden ikke må spredes til det efterhånden veltilpassede samfund.  

Alle disse forskellige skæbner samledes i fangelejren med hver deres fortid og hver deres drømme oplever de en overhåndtagende absurditet i tilværelsen. Personligheden går i opløsning med en fatal desillusion til følge.

En enkel af fangerne magter at sætte sig imod absurditeten og forsøger at rømme fra lejeren ved højlys dag. Ingen følger ham. Bevidstheden om at det ikke kan lykkes gør dem handlingslammede. Efterfølgende sidder de apatisk omkring denne udbryders lig.

Lidt om de algeriske stammer.

Relationerne indenfor en stamme, dens fraktioner og klaner varierer meget. Ikke alene fra stamme til stamme men også indenfor samme stamme.

Klanen eller den udvidede familie udgjorde den sociale enhed og stammen udgjorde den politiske funktion. En stamme kunne være nomadisk eller fastboende man kunne være berber eller araber, rig eller fattig, magtfuld eller svag, uafhængig eller afhængig men basis strukturen i klanen var den samme.

Denne gamle samfundsstruktur stod sig ikke godt i kampen mod den nye homogene kultur folk blev tvunget ind i.