Cambodja

André Malraux: ”Konge vejen”

”Vejen” skal forstås metaforisk og i overordnet betydning f.eks. den vej i livet kongen valgte, men samtidig er det en konkret vej som forbinder Ankor Vat i Cambodja med flodområdet ved Menam.

Undervejs til Fjernøsten mødes to mænd ombord på en damper, henholdsvis den unge franske arkæolog, Claude Vennec, og den sagnomspundne dansker, Perken. Vennec er på vej til Østen i håbet om at finde statuer og basrelieffer i de gamle tempelruiner langs den gamle Kongevej op til Ankor Vat i Cambodja. Han vil sælge dem i Europa og håber handlen kan bringe ham overdådig rigdom. Perken kender landet og urskoven som sin egen lomme og han indvilliger i at tage med på eventyret. Også han synes at styres af ønsket om rigdom. Undervejs og ligesom i glimt får vi historien om en anden eventyrer, Grabot, der tilsyneladende bor sammen med de oprørske stammer inde i junglen.

Vennec og Perken finder de eftertragtede kunstgenstande, som junglen imidlertid ikke bare giver fra sig. De finder også Grabot som junglens indbyggere heller ikke bare giver fra sig. Der skal kæmpes for at fravriste junglen dens klenodier og bytte. Situationen tilspidses og udløser den gnist kolonimagten venter på for at legitimere en erobring af de hvide pletter på landkortet.  

Romanen indeholder alle eksistentialismens filosofiske gebrækkeligheder uden at blive tung læsning af den grund. De eksistentialistiske spørgsmål er elegant indlejret i fortællingen og er uløseligt forbundet med personerne og handlingen. Læseren konfronteres med spørgsmålet om: døden, livets absurditet, valget, individualiteten, betydning, betydningsløs, menneskets ubodelige ensomhed og lignende snurrigheder bogen igennem. Malraux fremprovokerer de mange eksistentialistiske spørgsmål, og han svarer også på de fleste, f.eks. hedder det ”at gå med til endog at miste min død har fået mig til selv at vælge mit liv”. Søren Kirkegaard ville have sagt, at overtage sit liv gennem valget og Sartre ville sige, at vi gennem valget giver livet en mening. Ligesom Heidegger ville sige, at vi forstår os på os selv ved aktivt at forholde sig til det at eksistere. Malraux foregriber Albert Camus og dennes kredsen omkring tilværelsens absurditet. Litterært har han tæt tilknytning til flere andre franske eksistentialistiske forfattere som: Jean Genet, André Gide, André Malraux, Samuel Beckett, Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir.         

Sprogligt arbejder Malraux med udeladelser og ufuldstændige sætninger som vi kender det fra hverdagssproget. Hertil kommer at romanen er drønhamrende handlingsmættet. Fra og med det øjeblik Claude og Perken når frem til den landsby, hvor de finder Grabot, er det svært som læser at slippe bogen igen. Dramaet driver handlingen frem i stigende bølger af intensitet. Læseren bemærker knapt nok de tunge filosofiske og eksistentialistiske spørgsmål, der stædigt trænger sig på midt i handlingens hektiske ordstrømme.      

Perken har fra begyndelsen sin egen dagsorden og det er at skaffe penge til maskingeværer til urfolkene i de nordlige områder af Laos og Cambodja. Det er ”hans” folk, som han udtrykker det. Dvs. der findes en gensidig tillid mellem dem og ham. Jeg tror ikke, det skal forstås som om han hersker over disse folk som nogle litteraturforskere har foreslået. De skal forsynes med maskingeværer for at kunne forblive frie og uafhængige af kolonimagten. Ligesom de skal bruge våben imod fjendtlige stammer der oversvømmer deres territorie efter krigen mellem franskmændene og de forskellige stammer er brudt ud nede sydpå. Perkens private projekt; at frigøre sig for alle konventioner (fordi de alligevel er løgn) og søge sin egen frihed i junglen, falder sammen med urfolkenes kamp, for at bevare deres frihed fra kolonisering. ”Min død vil tvinge dem til frihed” hævder Perken.

De tre mænd, der i romanen gennemlever alle eksistentialismens problematikker, afklædes gennem handlingen. De stilles foran valget og de vælger civilisationen fra sammen med det konventionelle liv og dagens moral. En situation der gør dem både stærke og skrøbelige. Der skal kun lidt til for at de kommer i en tilstand af vildskab ikke helt ulig den jungle der omgiver dem på alle sider. Junglen der helt har overgroet den førhen så storslåede khmer kultur. Kulturen er en tynd fernis, der stillet overfor urskovens vildskab let må opgives. Naturens iboende evigheds væsen stikker af mod menneskenes forgængelighed. De uddøde ruinbyer langs Kongevejen står som spøgelsesagtige vidnesbyrd om en natur, der har genvundet sin ret overfor kulturens flygtighed. Hvordan fæstne og bevare sin værdighed som menneske i en verden der nærmest fornægter denne værdighed, og hvordan finde en balance mellem autonom subjekt og naturlig vildskab? Problemet løser Malraux ved at personerne selv sætter den moralske standart for deres liv.  ”But to live outside the law, you must be honest” deklarerer Bob Dylan i sangen "Absolutely Sweet Marie" og det er netop hvad romanen forventer af sine anarkistiske personager – at de er hudløst ærlige.

Det er en bog om mænd og hvordan de under ekstreme forhold konstruerer deres maskulinitet. Kvinderne i bogen er kun til som kulisse for mændenes erotiske udfoldelser og fantasier. En enkelt kvinde er undtagelsen - nemlig Perkens tidligere kone. Imidlertid hører vi om hende men læseren møder hende ikke. Hende kunne Perken udholde at elske, lige indtil hun ophørte med at elske sig selv. Bruddet blev, ligesom tanken om døden, den eksistentielle opvågnen til en meningsløs verden. En verden uden mening indtil man selv giver den en mening og for Perken er dette ensbetydende med aldrig at give efter, som han siger: ”Alle disse modbydelige insekter som flyver ind i vores projektør er underkastet lyset. Termitterne lever i deres bo, er underkastet deres bo. Jeg vil ikke være underkastet noget”.

Den personlige selvopofrelse og kampen for ikke at overskride grænsen for den vestlige civilisations standart for moralsk opførsel er almindelige temaer i koloni litteraturen således også her i bogen. Den koloniale situation er magtladede flertydige afbrudte sammenstød af kontrasterende virkeligheder, som har inspireret forfattere og kunstner til at fremkalde scenarier ladet med en anden virkelighed, med gyset fra det ukendte og eksotiske. Junglen med dens fremmede kulturer og mennesker ses som baggrundstæppe for europæernes ageren. Konge vejens forfatter er den alvidende forfatter, der kan se ind i bevidstheden på bogens personer og skildre dem indefra. Det gælder imidlertid ikke urfolkene, de beskrives udefra så at sige. Undtagen en enkelt gang, hvor vi får at vide, at en høvding ikke bryder sig om at sidde på hug når der er europæere tilstede. Det er vigtigt at forstå, at koloni romanen ikke handler om fremmede kulturer men om europæernes syn på fremmede kulturer og om samme europæers søgen efter en egen identitet. En identitet der udspilles på baggrund af det eksotiske. 

Konge vejen lægger sig op af Josef Conrads ”Mørkets Hjerte” både i plottet, tematisk og hvad angår karakterskildringerne af bogens hovedfigurer. Det være sagt uden at beskylde Malraux for efterligning eller påstå, at Conrad er eksistentialist. Man kan derimod sige, at Konge vejen tager tråden op efter ”Mørkets Hjerte” og gennemspiller temaet og rollerne på flere nye måder.

Det er svært at læse Konge Vejen uden at blive nysgerrig med hensyn til den gamle khmer kultur. Man kan tilfredsstille denne nysgerrighed ved at Google på emnet, men man kan også få meget ud af at læse Eva-Brit Fanger: ”Khmerfolkets Kultur og Historie i Ankortiden”.  

  Fortællingen forgår her i det eksotiske Cambodia