Grønland 

Niviaq Korneliussens ”Blomsterdalen”

Endelig en bog med spænding til sidste side, læseren rives med af forfatterens smittende optagethed af historien hun fortæller os.

Det er en grum kontrastfyldt historie om livsmuligheder der forpasses, bl.a. på grund af alt det man ikke taler om f.eks. selvmord blandt unge i Grønland.

Samtidig får vi også meget andet med i historien f.eks. om familieliv, søskende relationer og ikke mindst generationsrelationer, kærlighed og omsorg.

De tabuiserede selvmord er bogens hovedtema der udspiller sig sammen med hovedpersonens personlige livsudfoldelser på godt og ondt.

Den navnløse fortæller er en ung grønlandsk kvinde, der selv oplever de mange ungdomsselvmord tæt på. Ligesom hun oplever omgivelsernes magtesløshed og angst for at debattere tragedien.

Selvmordene er blevet en del af Grønlands kultur, selvom de historisk set er et nyt fænomen.

Romanens personer  

Personerne repræsenterer i de fleste tilfælde menneskeskæbner der kunne ombyttes med andre i tilsvarende situationer. Forstået på den måde, at deres sociale situation gør dem til bestemte persontyper.

Efter min opfattelse indebærer det, at læseren får et godt indblik i selvmords problematikken og hvor udbredt fortrængningerne af de samme er m.a.o. hvis forudsætningerne er der og en eller flere negative tilfældigheder opstår, så har vi en selvmordskandidat.    

Hovedpersonen og hendes kæreste er ganske vidst lesbiske men det er ikke mere ualmindeligt end at hvis man fandt andre lesbiske i samme situation kunne de ombyttes med hinanden.

De samme gælder for de fleste danskere fortælleren møder under sit studieophold i Danmark. Deres klichéfyldte adfærd og i virkeligheden fordomsfulde meninger om grønlændere gør dem til repræsentanter for os alle.

Enhver social kategori har sine egne indbyggede forskrifter for adfærd og det gælder også for de hjemløse fortællere som vi lever blandt i bogens sidste del. Et særligt gadesprog hersker og forfatteren har ramt det lige på kornet.

I bogen er der to personligheder der unddrager sig det typiske og dermed ombyttelige, fortællerens bedstemor og den fandenivoldske Nava.

Bedstemorens personlighed træder frem gennem hendes relationer til fortælleren og i hendes vilje til at være sig selv. Nava med hjernetumoren er bare uden for mental rækkevidde og om nogen er hun helt sin egen.

Bogens handling skrider frem gennem hurtigt skiftende stemninger og spændingsmættede optrin. Når fortælleren er inde på kirkegården i blomsterdalen, er det frem for alt stemningerne der fortæller os noget om det hun ser og hvordan hun fortolker sine oplevelser.

Ikke uden humor

Alvoren og det absurde til trods fremstår romanen også flere steder humoristisk. Man kan vel sige en sort humor, som vi kender helt tilbage fra de grønlandske myter og sagn. En trodsig kulturbærende humor, der har været med til, at man overlevede de barskeste situationer heroppe gennem årtusinder.   

Afmagt og personopløsning

I sidste del af bogen går fortællerens personlighed gradvis i opløsning og verden fremstår absurd for hende. Hun oplever mere og mere sig selv som ekskluderede. Lige meget hvor hun vender sig hen, er der en uoverstigelig mur af forhindringer, nogle håndgribelige, andre tilfældige. I denne situation reagerer hun selv fornuftsstridigt og det er symptomatisk, at hun går i spænd med Nava med hjernetumoren. Navas fysiske belastninger betegner fortællerens personligheds forstyrrelser, de to er næsten blevet til en, men så skiller fortælleren sig ud i en pludselig ikke overraskende handling – selvmordet.

Afslutningen betyder ikke, at selvmordet var uundgåeligt tværtimod kunne det være undgået ved en forebyggende indsats eller omgivelsernes indgriben. Her er vi ved bogens sociale og politiske anklage, som er henvendt til alle ansvarlige politikere, beslutningstagere, så vel som enhver anstændig borger – os alle sammen.