”Minebyen” roman af Aleksander Volosjin (1912-1978).

Udgiver: Tiden, 1954. 258 sider. 

Forfatteren Volosjin havde et indgående kendskab til arbejdet i minerne. Han havde selv været ansat som minearbejder både ved Kuznetsk Metallurgiske industri og andet steds. I 1934 blev han indkaldt til soldat, og efter militærtjenesten tog han en journalistuddannelse på Leningrad kommunistiske institut for journalistik. Ligesom flere af personerne i ”Minebyen” gjorde han krigen med og kendte fra sit eget liv problemkomplekserne ved at skulle ud i det civile liv igen. En menneskelig og social udfordring, som også bogens helt gennemlever. Han blev igen virksom i mine distrikterne men denne gang som journalist.

Russiske udgave af Kuznetsk landet

Bogen hedder på russisk Kuznetsk landet, og det var det første sovjetiske litterære værk der afspejlede efterkrigstidens virkelighed. På mesterlig vis indfangede og kropsliggjorde Volosjin efterkrigstidens hårdføre og solide mennesker, ikke mindst i hovedpersonen, frontsoldaten og ingeniøren Pavel Rogov. 

Pavel Rogov er lige hjemsendt fra 2. verdenskrig og har fundet arbejde som ingeniør ved en af kulminerne i det sibiriske Kuznetsk land. Han er ung og fremadstræbende men mødes til sin undren af en del træghed og konservatisme især blandt ledelsen. Uden at tænke nærmere over det går han til kamp imod denne træghed og befinder sig pludselig i krydsfeltet mellem gammelt og nyt. Det giver nogle knubs men også opmuntringer fra kollegaer samt minearbejdere. Rollen som indpisker stiller også krav til ham selv. Det forbavser ham, at også han må omstille sig og indpasse sig. Fornyelse og effektivitet må nemlig gå hånd i hånd med menneskelighed. Det lærer han på den ubehagelige måde, da minemesteren læser ham lektien: ”De kører hårdt på Roger! Når man har med jern eller træ at gøre, så er det helt i sin orden, så skal man lægge alle kræfter i på en gang. Med et menneske skal man føle sig frem”.

Rogers kæreste Valja er blevet tilbage i storbyen, hvor hun studerer geologi, han savner hende og drømmer om den dag hun flytter ud til minebyen.

Bogens omdrejningspunkt er konflikterne mellem gammelt og nyt som på mange forskellige måder forbinder de forskellige skæbner, individuelt og kollektivt. Den enkeltes lykke er bundet til den kollektive tilværelse. Og netop menneskets gåen op i en kollektiv gensidighed er et andet af bogens hovedtemaer. Anskueliggjordt gennem stahanova-arbejderne, Sovjetunionens elite arbejdere.  

Elitearbejderne konkurrerer indbyrdes gennem hårdt intensivt arbejde samt kreative innovationer. Lønnen for de mange ekstra præstationer er den prestige arbejdet bærer i sig selv, i et samfund hvor alle er enige om at arbejde adler. Vi ser eksempler på dette med den prestigefyldte fane, der går på omgang hos de mest progressive fabrikker og miner. Man konkurrerer på en kammeratlig måde og har nogle gjort en innovation der fik deres produktion frem i første række, deler man alligevel opfindelsen med de andre. Dette er en forpligtigelse overfor alle andre i unionens fællesskab. Netop dette forestillede (og derved noget uvirkelige) fællesskab udgør drivkraften bag mangfoldige anstrengelser og arbejdets ydelser. 

Vi er herved fremme ved bogens socialrealistiske budskab, for selvfølgelig er der tale om et ideal men samtidig beskrives en realistisk situation, som alle i unionen kendte fra deres egen arbejdsplads.

Mennesket lever dog ikke af rationalisering alene, men også af irrationelle værdier. På minebyens gartneri dyrker man alskens nytteplanter og grønsager. Imidlertid får en arbejder den indskydelse, at man burde bruge noget af kapaciteten til at dyrke blomster i drivhusene. Ledelsen går ind på dette og fra da af er der hver dag friske blomster på arbejdernes borde i kantinen.

Romanen fremhæver gennem fremstillingen af elitearbejderne en side ved Sovjetunionen vi i vesten totalt har fortrængt. Grunden er den, at man hos os dyrker myten om det beregnende menneske, der kun virker gennem materielle tillokkelser reserveret for en selv. Hos os har vi opflasket egoismen og i Sovjetunionen altruismen og det gav som her i romanen strålende resultater.

Ingeniør Pavel Roger lykkedes med at omforme træghed til progressivitet, men i privatlivet går det ikke lige så nemt. Kæresten Valja har været forbi på vej til geologiske undersøgelser i Sibirien. De når ikke at ses men hun efterlader et brev, hvori hun forklarer, at hun er blevet forelsket i sin professor. Roger bliver nedslået men må ligesom acceptere dette eksempel på den nye frie og selvstændige sovjetiske kvinde.

Han tager brevet og bestiger en klippeformation, hvorfra han kan se ud over hele Kuznetskbækkenet med dets miner, fabrikker, kraftværker og kollektivmarkeder. Han bliver mødt af en kammerat der har erfaret, hvad der er sket mellem Roger og Valja. På vej ned af klippen gennemstrømmes de af stedets vilde natur og skønhed, og Roger fornemmer stedets ”stærke og unge åndedræt”.  

 I 1986, ved indgangen til Kuzbass Hotel, blev Kuznetskaya Zemlya-monumentet opført - en 3,5 meter høj skulptur støbt i varmt kobber. Efter udstillingen "Socialistisk Sibirien", der blev afholdt i Kemerovo i 1985, blev den doneret af A. Khmelevsky til hans fødeby Kemerovo.

En statelig kvindelig figur, der ser fremad, blev født fra jordens kerne. Ærmer af let tøj flagrer i vinden. Hun har et roligt og klogt ansigt. Dette er personificeringen af vores lille hjemland. Det, ligesom vores Kuznetsk land, er fuld af hemmeligheder og mysterier, er fyldt med "gamle sagn" og på samme tid moderne og intellektuelt. Forskellige kilder kalder hende forskelligt: "Beauty-Tom", "Muse" - sandsynligvis fordi kunstnerens ridderlige holdning til kvinder giver anledning til en så mangesidig opfattelse.

Portræt af en ingeniør (det kunne være bogens helt)1980, af den sovjetiske kunstner Galina Novikova