En julehistorie og en bogkunstner fra Helsingør

Den russisk/ukrainske forfatter Gogol skrev alletiders julehistorie, hvor til helsingoraneren Povl Christensen skabte banebrydende kunst.  

Kunstneren og bog-illustrator Povl Christensen (1909-1977) tilbragte sine sidste mange år i Helsingør. Da han i 1969 fyldte 60 år hædrede vores by ham med en tilbageskuende udstilling over hans værker på Marienlyst Slot.

Han huskes som en af Danmarks fermeste bog-illustratorer, måske den bedste af alle. Hans oplevelse af litteraturens skrevne ord omsatte han i alment forståelige billeder. Han konkurrerede ikke med teksten men understøttede den med sine illustrationer.

Han illustrerede hovedsagelig dansk litteratur og gerne den melankolske som f.eks. Blicher med hans tyste og neddæmpede stemninger.

Pludselig er det som fanden tager ved Povl Christensen, da han i 1943 illustrerer den humørfyldte og burleske fortælling ”Julenat” af den ukrainsk russiske forfatter N.V. Gogol.

Det blev til en serie trætryk, man dengang trykte direkte fra træblokken på papiret m.a.o. originaltryk og ikke reproduktioner og bogen udkom i bare 525 eksemplarer.

N.V. Gogol

Nikolaj Gogol (1809-1852) voksede op i provinsen i det nuværende Ukraine der dengang kaldtes Lille Rusland og som var en del af det russiske imperium. Fra barnsben interesserede han sig for det folkelige. Historier, sære skikke og sædvaner fascinerede ham. Han flyttede til rigets hovedstad St. Petersborg i en alder af 19 år men mistede aldrig forbindelsen til sine folkelige rødder på landet.

Forestillede verdner

For de ukrainske bønder var natten før jul fyldt med magiske kræfter. Man mente, at på denne aften havde de urene magter deres største kraft. Ud fra disse forestillinger skrev Gogol alletiders juleeventyr, der siden blev forvandlet til både film og opera.

Resumé af Gogols historie ”Julenat”

”Juleaftens dag var til ende. Det blev en klar vinternat; stjernerne kom frem en efter en og månen steg majestætisk op ad himmelens bue for at lyse for godtfolk og for hele verden” Sådan begynder N.V. Gogols historie Julenat. Her er hedenske og kristne motiver blandet med farverige karakterer fra den ukrainske landsby med deres list, uskyld og gæstfrihed.  Oprigtig og stærk kærlighed sammenfletter historien og i kærlighedens navn udføres de fantastiske bedrifter.

Fortællingen tager form

På denne aften går unge piger og svende omkring i landsbyen og synger ved husende. De får til gengæld forskellige lækkerier og endog en skilling her og der. De unge fylder natten med deres morskab og det smitter af på hele landsbyen, der ligesom summer af løjer og snurrige optrin.     

På denne aften går unge piger og svende omkring i landsbyen og synger ved husende

Samtidig flyver fanden omkring for at stjæle månen og en heks på et kosteskaft hjælper ham med at snuppe stjernerne. Samme heks har et forhold til snart sagt alle mandfolkene i byen, der hver især tror de er den eneste ene.

Heksens søn, smeden Vakula, er ved at gå til af kærlighed til landsbyens absolutte skønhed Oksana. Og han opsøger hende medens hendes far er ude på løjer sammen med de lokale spasmagere. Oksana er som fortabt i sin egen skønhed men man mærker, at hun er meget tilfreds med smedens tilnærmelser.

Oksana er som fortabt i sin egen skønhed

Vakula er bomstærk, han kan bøje en hestesko som var det en pandekage og det kan jo nok imponere landsbyens piger. Imidlertid maler han også ikoner i sin fritid. Han har engang malet fanden der på dommens dag lider det endelige nederlag. Derfor har fanden en høne at plukke med smeden i denne magiske nat.

Oksana bliver hentet af hendes lystige veninder og sammen styrter de ud i den snehvide nat. Her møder hun igen smeden og i rent koketteri siger hun, at hun vil blive hans kone, hvis han kan fremskaffe zarinaens sko (Katarina den anden).

Vakula møder derefter fanden som han med sine kæmpe kræfter får magten over. Fanden tvinges til at flyve med smeden på nakken til St. Petersborg. Her møder han nogle kosakker fra sin hjemegn der hjælper ham med at få foretræde for Katarina den anden. Zarinaen aner, at der ligger en kærlighedshistorie bag smedens anmodning om hendes sko og han får skoene af den høje herskerinde.

Kærligheden vinder til slut.

Hjemme i landsbyen fortryder den skønne Oksana sit hovmod og hun længtes bare efter sin smed. Da han dukker op med skoende, siger hun rent ud, at det med skoene er lige meget og vi forstår, at kærligheden har sejret.

Sidst i historien møder vi Oksana med en baby på armen i et funklende nyt hus der i landsbyen. Smeden fortsatte forresten med at male ikoner hvori han håner fanden som til forn.