Noget om at læse russisk litteratur og noter til de enkelte kapitler i Mikhail Bulgakov’s roman ”Mesteren og Margarita”.

Lidt om forordet til den danske udgave af Mesteren og Margarita udgivet på Rosinante 2014.

Det ser for mig ud som om, Jakob Levinsen mener, at Mesteren og Margarita er en forsvarstale for kristendommen. Det er ikke desto mindre en stor misforståelse. Hvis det var tilfældet, havde kapitlerne om Pilatus og Jesus været overensstemmende med det nye testamentes overnaturlige fortællinger og påstande. Modsat tilstræber Bulgakov at komme bag evangeliernes overnaturlige påstande for på denne måde, om muligt, at fremstille evangeliernes fortællinger som virkelige historiske personer og hændelser. Jakob Levinsen skriver at: ”allerede på første side konfronteres ateisten med virkeligheden” (i form af mødet med djævlen/Woland). Jamen Woland repræsenterer det fantastiske og hører som sådan ikke til virkelighedens verden, hvilket i øvrigt nok er klart for enhver. Lidt efter skriver Jakob Levinsen, at Ivan Pornyrev som så mange afvigere blev anbragt på en galeanstalt, fordi myndighederne ikke tror på hans historie om mødet med Djævlen. Her tror jeg, Jakob Levinsen har misforstået forestillingen bag romanens brug af psykiatrisk afdeling. Det er ikke et sted, hvor man deporterer afvigere men et tilflugtssted for plagede og forfulgte individer, der midt i en gal verden finder en oase af fred på den psykiatrisk afdeling.

 Bulgakov havde i perioder store problemer med at blive udgivet, men helt så fuldstændigt, som Jakob Levinsen skriver, var det ikke på noget tidspunkt. Det passer heller ikke, at Bulgakov måtte nøjes med små jobs ”rundt omkring i Moskvas teaterliv”. Ingenlunde han blev fast ansat under Stanislavskij på Moskvas kunst-teater efter telefonsamtalen med Stalin.

Jakob Levinsen skriver om de frie og eksperimentale forhold for kunstnerne i Rusland før revolutionen. Det skal man tage med et gran salt og huske på, at zar vældet og kirkens censur var endog overmåde strengt. Til eksempel blev flere af Lev Tolstojs bøger forbudt, ligesom denne forfatter blev udstødt af kirken. Majakovskij og Maxim Gorkij oplevede, at få digte og romaner forbudt eller kraftigt beskåret. Flere operaer samt skuespil blev af politiske grunde udelukket fra de kejserlige teatre, ligesom komponisten Nikolaj Rimskij-Korsakov fik forbudt sit lille tonedigt ”Dubinushka”.  

Lidt om at læse russisk litteratur.

Er man ikke vant til at læse russiske forfattere kan det virke meget forvirrende når den samme person tiltales med flere forskellige navne. Nogle gange i samme afsnit. Tager vi forfatteren til romanen Mesteren & Margarita hedder han:  Mikhail Afanasevitj Bulgakov. Han har som alle russere tre navne: fornavn, faders navn (patronymikon) og efternavn. Hans fars fornavn var Afanasi og derfor hedder Bulgakov Afanasevitj som fadernavn, altså Afanasi’s søn. De fleste fornavne har faste kælenavne (i form af diminutiv) som bruges af familie og venner. Bulgakovs fornavn Mikhail bliver til Mischa – lille Mikhail. Måden man anvender navnene på siger en masse om sociale roller. I høflig tiltale og over for fremmede bruges fornavn og fadernavn. Vi ville, hvis vi mødte Mikhail Afanasevitj Bulgakov, tiltale ham Mikhail Afanasevitj. Efternavnet bruges især når man omtaler en anden person. Man kan også bruge fornavn og fadernavn på en satirisk måde, men så er vi langt udenfor min viden om navne kulturer i Rusland. Imidlertid ligger der gemt megen social forståelse i den måde navne bruges på.

Nu til romanen Mesteren og Margarita

"Mesteren og Margarita" er en meget omdebatteret bog, som er fyldt med elementer af absurditet, allegorier og skjulte betydninger. Der er mange forskellige fortolkninger af romanen, og der vil helt sikkert i fremtiden komme endnu flere. Romanens kunstneriske og filosofiske indhold vil i lang tid fremover tiltrække nye opmærksomme læsere. Som ethvert stort kunstværk er der ikke kun en måde at forstå denne bog på, men mange måder.

Forfatteren Mikhail Bulgakov (1891-1940)

Mennesket der foreskriver sig til djævlen er kendt fra den tyske digter Goethes roman på vers ”Faust”. Hovedpersonen Faust indgår en djævel pagt og indenfor litteraturen kaldes emnet for Faust motivet. Thomas Mann har også skrevet om emnet i romanen ”Doctor Faustus”. Imidlertid er det længe efter Bulgakovs død og han har derfor ikke kendt denne Faust legende. Goethes Faust har Bulgakov imidlertid kendt. Det ses også af indledningen til Mesteren og Margarita.

Behemoth: (Hebraisk – dyr) I jødisk eskatologi (verdens undergang) fremstår Behemoth som forbundet med alt det aparte som sker i de sidste tider og i middelalderen blev Behemoth identificeret med Djævlen. Tempelridderne siges at tilbede en guddom som de kaldte Baphomet, kan godt være en sammenblanding med betegnelsen Behemoth.  Bulgakov’s egen kat Flyushka inspirerede ham til figuren Behemoth. 

Djævlen kommer til byen og vender alle moralske fordringer på hoved: godt/ ondt, rigtigt/forkert og læseren forstår at modsætningerne forudsætter hinanden.

 Woland/djævlen fremstår i romanen som en person der er velkendt blandt det fashionable borgerskab, han er som i Rolling Stones sangen ”Sympathy for the Devil” en mand med både rigdom og smag!

Woland beskytter kærligheden og kreativitet. Han er mangesidet og kompliceret, som det sømmer sig Fristeren.

Et menneske kan ikke eksistere uden en skygge, og Woland - ikke uden hans følge:  Azazello, Behemoth og Koroviev-Fagot – redskaber for en djævelsk retfærdighed, er de mest levende figurer i bogen.

Når djævelen er løs i Moskva, er der kun en oase af frihed - og det er mærkeligt nok et galehus styret af professor Stravinsky. Her inde bag anstaltens mure når djævelens magt åbenbart ikke.

Dracula myten blandes med Faust motivet, idet Margarita bader i blod og derved genvinder sine kræfter under ballet hos Satan. Woland har ligeledes en svaghed for menneskeblod, som han med stort behag slubrer i sig under ballet. Forestillingen om menneskeblodets foryngende egenskab stammer fra øst og mellem europæisk folketro som på sin side indvirkede på virkelige hændelser. En vis ungarsk grevinde Elisabet Báthory (1560 – 1614) badede i myrdede unge pigers blod for at undgå, at hendes krop ældedes. Denne historiske episode blandedes i den folkelige fantasi med Dracula myten om den grusomme fyrst Vlad Dracula (1431 – 1476) fra Transsylvanien. Margaritas blodbad er sandsynligvis inspireret af historierne om Elisabet Báthory. Middelalderens menneskers tro på blod, som helbredende og foryngende, stammer angiveligt fra kirkens tro på Jesus blods frelsende magt. Det gyser i læseren, da Woland drikker menneskeblod under ballet, men det samme forestiller kirkegængerne sig at de gør hver søndag i en ganske almindelig og fredelig dansk sognekirke!

Ivan den Hjemløse:

Bulgakov kendte personligt og korresponderede med forfatteren Jevgenij Zamjatin, da denne flyttede til Paris. D 503 i Zamjatins roman ”Vi” begynder at drømme og udvikler sin fantasi m.a.o. D503 afviger fra normen og helbredes først, da man ved et kirurgisk indgreb fjerner hans fantasi. Denne episode har en del ligheder med Ivan den hjemløse, der opgiver det fantastiske samt drømmen om at blive forfatter og derved bliver normal (undtagen ved fuldmåne). Fred og frihed får det plagede individ kun gennem glemslen. Det gælder for Ivan den hjemløse og for Mesteren.     

Film – der findes omkring 13 film om Mesteren og Margarita her er nogle af dem:

Juri Kara - ”Mesteren & Margarita” 1994 (findes kun på russisk)

 Vladimir Bortko -  ”TV serie Mesteren & Margarita”

Aleksandar Petrovic - ”Il maestro e Margherita” 1972 oprindeligt på serbisk og med musik af Ennio Morricone.

Bulgakovs burleske roman Mesteren & Margarita udkom på engelsk i 1967 og Marianne Faithful købte et eksemplar til sin kæreste Mick Jagger. Romanen inspirerede Mick Jagger til sangen ”Sympathy for the Devil” og man kan i teksten finde flere direkte og indirekte efterligninger af Bulgakovs roman.

Pearl Jam er også blevet inspireret af Mesteren og Margarita til sangen "Pilate", der kom på deres 1998 album "Yield".

Opera: Mesteren & Margarita, musik af Sergei Slonimskij, libretto af Y. Dimitrin og V. Fialkovskii efter Bulgakovs roman.

M. Bulgakov og Nikolaj Gogol:

 Djævlens kostelige løjer og den barokke humor i Mesteren og Margarita leder tanken hen på Gogol som Bulgakov var dybt betaget af. Mange peger på romanen ”Døde Sjæle” men det tror jer er meget forkert. Inspirationen til det fantastiske, det festlige møde mellem fantasiens verden og den gammelkendte lidt slidte dagligdag har Bulgakov fundet i Gogols små noveller og fortællinger fra Ukraine. Først og fremmest ”Julenat” (findes i novelle samlingen "Aftener paa en gaard ved Dikanka" og i ”Russiske Fortællinger i det nittende århundrede”) og ”Sct. Hansaften en virkelig begivenhed fortalt af kantoren ved kirken i…”( findes i "Aftener paa en gaard ved Dikanka" og i ”Russiske Fortællere til år 1900”)

Eventyr plottet

Trøst og opmuntring findes gennem magien eller fortryllesen. Ondskab straffes og retfærdighed belønnes og tilstræbes. Margarita gennemgår forskellige prøvelser for at få sit ønske om at gense Mesteren opflyt. Alle motiver Bulgakov har fra eventyrenes verden.

Udsyn & indsigt i romanens finurlige ordskat:

Kapitel 1

Patriarsjie- søerne: oprindelig var her 3 søer. Selvom der nu kun er en sø tilbage har man beholdt flertalsformen. Navnet stammer fra den russiske kirkes patriark Philaret der i sin tid havde residens her.

Berlioz: flere af romanens personer er opkaldt efter komponister f.eks. også Rimskij (Nikolaj Rimskij-Korsakov) og Stravinskij. Om der findes en forklaring på dette er usikkert. Hector Berlioz komponerede imidlertid inspireret af Faust motivet en dramatiske symfoni ” La damnation de Faust, Op. 24” og måske er det derfor Bulgakov bruger komponistens navn. Dog har komponisten ingen personlige ligheder med Bulgakovs Berlioz.

MASSOLIT: Opdigtet parodi på en af tidens forfatter sammenslutninger. Bulgakov følte sig udelukket fra disse officielle forfatterforeninger og lægger ikke fingrene imellem når han udstiller dem til spot.

Filon fra Alexandria (ca. 10 f.Kr.-ca. 45 e.Kr): Græsk filosof med jødiske rødder er kendt for sin symbolske bibel fortolkning.

Josefus Flavius (37 eller 38 - 100 e.Kr.) : Jødisk historiker.

 Komsomol: Kommunistisk ungdomsforening.

Herbert d´Aurillac (938- 1003 e.Kr.): teolog, matematiker, alkymist og magiker. Han blev pave under navnet Sylvester den 2.

Nisan: Den syvende måned i den jødiske måne kalender. Den 14 dag i Nisan er dagen før den jødiske påske, hvor man fejrer det jødiske folks udfrielse af slaveriet i Egypten.     

 Kapitel 2 (også kaldet Wolands evangelium):

Nikolai Nikolaevich Ge malede i 1890 ”Hvad er Sandhed”, Jesus for Pilatus.  Bulgarkov har muligvis haft dette billede i tankerne, da han beskrev mødet mellem Pilatus og Jeshua. Teksten i Mesteren & Margarita er nærmest en beskrivelse af dette billede.  

Pontius Pilatus: romersk statholder i Judæa og Samaria 26-36 e.Kr.

Judæa: Sydlige del af oldtidens Eretz jisrael og det romersk besatte Palæstina. I dag delt mellem Israel og Vestbredden.

Jershalaim: Bulgakovs alternative oversættelse af det hebraiske navn for Jerusalem - יְרוּשָׁלַיִם Jerushaláyim.

Galilæa: et område i det nordlige Israel mellem Libanon, Karmel og Tiberias-søen.

Aramæisk: Nordlige gren af de semitiske sprog, tales den dag i dag i dele af Syrien og Irak. Det er almindelig anerkendt, at Jesus modersmål var aramæisk.

Hegemon: leder eller guvernør.

Jeshua: Aramæisk for ”Herren er frelsen”. Ha- Nozri betyder fra Nazareth.

Gamala: En by øst for Tiberias-søen.

Levi Matthæus: forfatteren til Matthæus evangeliet, det ene af de fire kanoniske evangelier som indgår i det nye testamente.

Judas af Kariot: Bulgakovs variant af evangeliernes Judas Iskariot   

Kapitel 3:

Hotel Metropol: Et luksushotel i Moskva hvor udlændinge plejede at bo i sovjet tiden. Hotellet er berømt for sine mosaikker på facaden udført at Mikhail Vrubel. 

Arbat pladsen: Østlige ende af Arbat gågaden. Arbat kvarteret strækker sig mod vest mellem gågaden og nye Arbat. Var engang hjemsted for bohemer, kunstnere og studerende. Her har boet mange kendte, f.eks. guitar poeten Bulat Okudzjava og forfatteren Anatolij Rybakov som har udødeliggjort kvarteret i romanen ”Børn af Arbat”.

Kapitel 4:

En halv snes utændte primusser: Primusset som sindbillede på de dengang almindelige kommunale lejligheder, der deles af flere beboer. Typisk delte man køkken og toilet. Hver familie havde deres eget primusapparat.

To brudekærter: Ved russisk ortodokse bryllupper holder bruden og gommen hver et tændt lys. Resten af disse lys gemmes senere i hjemmet ofte i ikon hjørnet.

Kapitel 6:

Kulak: velhavende storbønder som for manges vedkommende modsatte sig kollektiviseringen. Et negativt ladet ord på denne tid.

Kapitel 7: 

Woland: Egentlig Odin på tysk men senere et af djævelens mange navne i den kirkelige optik. Goethe bruger flere steder i tragedien Faust navnet Woland for djævelen.

Azazello: Bulgakov har tilføjet en italiensk endelse til det hebraiske navn Azazel. Azazel var den ged som folkets synder blev overført på og derefter ofret på forsonings dagen Yom Kippur. Derfra begrebet syndebuk. I folketroen er Azazel associeret med djævlen og al hans pak.

Kapitel 8:

Doktor Stravinskij: til denne person fik Bulgakov inspiration fra flere levende personer i hans omgangskreds f.eks. psykologen Grigoriy Rossolimo, ligesom han fik inspiration fra romanfiguren og psykiateren Ravino i Aleksandra Belyevs roman ”Professor Douels hoved” (findes på engelsk). Klinikken har også flere forbilleder bl.a. Kchimki som er beliggende tæt på Moskva. Bygningen findes stadig men der er ikke længere mental hospital.

Kapitel 9:

Formand for lejerforeningen: denne halv officielle stilling gav indehaveren en stor magt der kunne udnyttes og blev det. Bestikkelse og andre former for uhæderlighed florerede. Især da bolignøden var stor i årene lige efter borgerkrigen. 50 millioner mennesker skulle løftes ud af fattigdom og forarmelse og det var ikke nogen nem opgave.

Kapitel 10:

Rimskij: tredje musik navn. Komponisten Rimskij-Korsakov havde sat musik til Gogols fortælling majnatten (på dansk Sct. Hansaften), som vi ved Bulgakov elskede, måske er det derfor han har opkaldt en af sine personer efter Rimskij.

Kapitel 13:

Gaden i Moskva hvor Mesteren i kapitel 13. fortæller at han første gang så Margarita 

”Hun så forbavsede på mig, og i samme nu vidste jeg, at jeg hele livet havde elsket denne kvinde” – Mesteren 

Militant Gammeltroende: I det syttende århundrede indførte patriarken Nikon flere kirke reformer, som førte til en voldelig konflikt og deling af kirken.  De, der var imod reformerne, bliver kaldt gammeltroende.

Kapitel 17:

 Åh skønne Bajkal, du hellige hav: Gammel folkesang om Bajkal søen. Sangen blev især sunget af fangerne i zarens arbejdslejre. I hele sovjet perioden var det en meget populær sang.

Lermontov-klub: Mikhail Lermontov (gammel stavning: Lermontoff) russisk romantisk forfatter og digter. På dansk findes ”Vor tids Helt”, ”Fyrstinde Mary” & ”Taman”.

Kapitel 18:

Maksimilian Andrejevitj brød sig ikke om Kijev: Bulgakov derimod elskede sin fødeby Kijev, som det tydeligt fremgår af romanen ”Den Hvide Garde”.

Vladimirbjerget & Vladimir monumentet: Monumentet af Vladimir er fra 1853. Fyrst Vladimir gennemtvang kristendommen i datidens Rusland i år 988.

Pas: I det zaristiske Rusland skulle alle borgere have et personligt pas på sig. Denne praksis blev afskaffet efter oktoberrevolutionen i 1917 men genindført i 1932. I dag gælder samme praksis.

Anden Bog – Kapitel 19:

Margarita: navnet kan være inspireret af Goethes ”Faust”. Fausts kæreste Gretchen som er diminutiv af Margrethe. Samtidig en parallel til Marguerite de Valois (1553-1615) dronning af Frankrig gift med Henrik den 4. Hun var kendt som ”La Reine Margot – dronning Margot” en titel Bulgakov bruger flere gange om Margarita.

 Kapitel 22:

Vokslys: Bulgakov foretrak levende lys fremfor elektrisk lys og det samme gælder for Woland. På sit skrivebord havde han to kandelabre (ikke med 7 arme men med fem) af bronze. Fugleklør havde de ikke, men det havde til gengæld dørhåndtaget ind til hans arbejdsrum. Liubov (hans anden kone) beskriver dørhåndtaget som ” en fuglefod af bronze der holder om en kugle”.

Døren førte ind til et lille værelse: Wolands herreværelse er et blasfemisk vrangbillede af alterrummet i en russisk ortodoks kirke. Egetræsbordet med den syvarmede kandelaber svarer til alteret. I stagen brander vokslys som påkrævet ifølge kirkelige forskrifter. På et andet bord stod et guldbæger og endnu en kandelaber, dette bord svarer til offerbordet i den ortodokse kirkes alterrum. Offerborde (eller prothesis) er der, hvor præsten og diakonen forbereder nadveren, – derfor guldbægeret til altervinen (i den ortodokse kirke kommer man brødet i vinen).

Den femte dimension: Måske en parodi på okkultisten P.D. Ouspenski og dennes påstande om en fjerde dimension omtalt i bøgerne ”Den fjerde dimension”(1909) og ”Tertium Organum”(1912) (findes på dansk). P.D. Ouspenski anså den fjerde dimension som en undvigelse af rummet, præcis som Korovjev forklarer Margarita i kapitel 22.  P.D. Ouspenski hævder, at det firedimensionale legeme består af en uendelig række af tredimensionelle legemer (I vores tilfælde rum) og som følge heraf er de uforenelige. Derfor kan Woland og Co opholde sig i lejlighed nr. 50 samtidig med, at lejligheden er tom set fra menneskets 3 dimensionale opfattelse.

Kapitel 23:

Margarita blev ør i hovedet af duften af rosenolie: Margarita bliver ør på den salige måde og billedligt et modstykke til Pontius Pilatus, der fik migræne af rosernes duft.

De må være sød og venlig mod dem alle sammen: m.a.o. alle skal føle sig velkommen hos djævelen.

Valsens konge: Johan Strauss (1825-1899)

 Kapitel 24:

Manuskripter kan ikke brænde: Denne frase blev en talemåde blandt russiske intellektuelle efter udgivelsen af Mesteren og Margarita. Bulgakov brændte selv det første manuskript til Mesteren og Margarita. Da han påbegyndte romanen for anden gang spurte Jelena Zjilovskaja (virkelighedens Margarita) om han ikke manglede noter, men Bulgakov pegede på sit hoved og sagde ”det hele er her oppe”. I Rusland vakte udsagnet om manuskrifter der ikke kan brænde en ganske særlig opsigt, idet landets store forfatter Nikolaj Gogol kort inden han døde brændte alle sine manuskrifter publicerede så vel som upublicerede. Digteren Andrej Voznesenskij (1933 – 2010) tog emnet op i digtet Epilog:

”Kan manuskrifter slet ikke brænde?

Jo, om de kan flamme!

Forfattere siges at leve evigt.

Men som de kreperer!” 

Kapitel 25:

Messias: den salvede (salvet til konge – jødernes konge). Flere profetier forudsagde Messias komme og på Pilatus tid var der hvert år flere kandidater til rollen. I den kristne tradition er Jesus denne Messias.

Fejhed er den største af alle synder: I den engelske oversættelse står der laster og ikke synder. Jeg tror, at laster er det rigtige begreb. I den russiske kirke regner man ikke med store eller små syndere. I synden er alle lige og Bulgakov, som kom fra en familie af teologer, har sikkert tænkt på samme måde. Sætningen rummer en af romanens vigtigste temaer – ikke at udvise fejhed, som Pilatus gjorde da han gav ordre til at henrette den uskyldige Jeshua.

Kapitel 26:

Da Judas går forbi tårnet til Antoniafæstningen så han 2 gigantiske 5 takkede stjerner der blev tændt højt over templet. Muligvis påmindelse om stjernerne på Kreml.

Kapitel 28:

Melpomene: muse for tragediedigtning i den græske mytolog.

 Polyhymnia: sangens, dansens, pantomimens og geometriens muse.

Thalia: komediens muse.

Revisoren: Roman af Nikolaj Gogol.

Eugen Onegin: Roman på vers af Ruslands national skjald Aleksandr Pusjkin. 

Kapitel 29:

Woland hvilede den skarpe hage på sin knyttede hånd: billedelig allegori over billedhuggeren Auguste Rodins skulptur ”Tænkeren” (kopi kan ses i baghaven til Glyptoteket i København), der ses i samme positur som Woland indtager med den knyttede hånd. Oprindelig indgik denne skulptur i en skulptur gruppe symboliserende ”helvedes port”. 

Kapitel 30: 

De tænker hvordan kan de så være død?: frase over filosoffen René Descartes (1596-1650) værens begreb: Cogito ergo sum (Jeg tænker, derfor er jeg).

Kapitel 31:

Spurvebakkerne: Et højtedrag på den sydvestlige bred af Moskva floden. Herfra kan man se ud over hele bygen. Til den modsatte side ligger Moskvas universitet.

Devitjij – klosteret Novodevitjij på kirkegården, som støder op til klostret, er M. Bulgakov begravet.

Bulgarkovs grav på Novodevitjij kirkegården i Moskva

Epilog:

Forårsfuldmånen: første fuldmåne efter forårsjævndøgn som bestemmer datoen for påskeugen der fejres i Moskva så vel som i Jerusalem og herved sammensmelter de to fortællinger også her i romanens slutning!

Den virkelige verdens Margarita Bulgarkovs tredje kone Jelena Segejevna Bulgakova 

Et sidste ord her fra mig 

Bulgakovs problemer med at få udgivet sine værker beroede ikke udelukkende på indholdet i hans skriverier, men også på hans person og hans personlige historie som tidligere aktiv på den forkerte side i borgerkrigen. Personforfølgelse fra samvittighedsløse personer har også spillet ind og dem får han en slags hævn over i romanen Mesteren og Margarita, hvor han udstiller sine forfatter kolleger som talentløse og tankeløse. Jeg har omtalt forskellige værker bl.a. af Gogol og dem kan man jo læse, hvis der er tid og lyst til det. På den anden side er der en bog jeg vil ønske alle læser, nemlig Juri Trifonov: ”Den Gamle”. Den har intet med Mesteren og Margarita at gøre og er skrevet i en helt anden genre, men den giver en god beskrivelse af de mange fraktioner der kæmpede imod hinanden under borgerkrigen. På den bekostning kan den kaste lidt lys over Bulgakovs skæbne, for det var et emne der bestandigt optog folk. I Juri Trifonov: ”Den Gamle” ser en tidligere deltager i borgerkrigen tilbage på denne tid. Han erkender omsider, at han selv meget let kunne have været havnet på den ”forkerte side”. Han indser, at en række tilfældigheder bestemte hvem som stod på hvilken side og ikke så meget personernes egen vilje til at gøre det rigtige eller det forkerte. Bogen giver desuden et godt indblik i livet for almindelige mennesker i Sovjetunionen.

Danske besøgende på Bulgarkov museet i den stue hvor han skrev store dele af Mesteren og Margarita