Løjtnant Katja af Catherine Devilliers

Forlaget Fremad 1964

”Vi var fanger af mandlige fremstillinger af krigen” påstår Svetlana Aleksijevitj forfatteren til bogen ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”. Hun kan ikke have læst Catherine Devillier og dennes bog om hendes deltagelse i 2. verdenskrig på sovjetisk side.

Catherine Devilliers mor var fransk og hendes far var russisk og hun befandt sig i Polen i 1939 da Nazi–Tyskland angreb landet. Hun er bare 15 år og forældrene sender hende væk fra krigszonen til en tante i Moskva. Her kommer hun på teknisk skole og bliver to år senere indruller i sovjethæren, som løjtnant i et vej- og brobygnings kompagni. I tre år var hun med ved fronten og deltog i snesevis af kamphandlinger. Hun blev såret og tilfangetaget og slap fra det hele med livet i behold. Hun blev dekoreret med ”Den Røde Stjerne” men underdriver sin egen tapperhed. Hun fremstiller sig selv som en kvindelig Svejk i 2. verdenskrig.

I bogen fortæller hun på en og samme gang om sit mandskab og om sig selv. Bogen rummer mange stærke menneskelige portrætter og handlingsmættede beskrivelser af individuelle skæbner i krigen. Katja føler nu og da medlidenhed med sig selv, bl.a. fordi hun ikke kender kærligheden og fordi hun ikke kan tillade sig at springe ud, som kvinde når hun nu engang går omkring med beskidte mandebukser på. Samtidig synes hun, at hun er forfærdelig barnlig og hun skjuler for sine underordnede, at hun nærmest fik et sammenbrud da et parti kjoler leveret til hæren slap op inden hun nåede at få en. De rå krigere i hendes kompagni finder ud af sammenhængen og de gør alt, hvad der er muligt for at skaffe hende en kjole. Det er m.a.o. historien om ubrydelige venskaber, om empati midt i krigens gru. Egentlige kampscener er der ikke mange af i bogen, det er Ikke forfatterens ærinde at fremstille feltslag. Men krigens gru spares vi ikke for, især gennem beskrivelserne af grusomhederne overfor civilbefolkningerne som jo var nazisternes speciale.

 Catherine Devillier er god til at fremholde modsætninger, f.eks. hvor hun midt i krigens kaos udkæmper sin egen lille krig for at få et parti chokolade, som hun på det givne tidspunkt synes tilkommer hende. Med gode menneskers hjælp og på trods af en berømt forfatters indifferens (jeg siger ikke hvem) lykkes det hende at få mængder af chokolade. På vej tilbage til fronten planlægger hun, hvordan chokoladen skal gemmes så den kan vare rigtig længe. Til trods for disse hemmelige drømme har hun delt al chokoladen ud en time efter, at hun er ankommet til sit kompagni: ”Jeg var og blev jo russer” forklarer hun! Og dette er en af forfatterskabets styrker. Hun formår virkelig at udtrykke modsigelser og menneskelig ambivalens på en ofte overraskende måde.

Det kommer bedst til udtryk, når franskmanden i hende er godt træt af al det russiske, hvilket får kritikken til at kamme over. Pludselig stopper hun sig selv og erklærer noget nær det modsatte af hvad hun lige har sagt. Det gælder også kritik af Sovjetunionen. Midt i en lammende kritik af unionen stopper hun pludselig ordstrømmen med bemærkningen ”men de har givet mig så smukke ben”. Og sandt er det, at da Katja såres i benet og transporteres bag fronten til Novosibirsk tyder meget på at hun resten af livet skal leve med klumpfod og skæve ben.

Der er ikke bare tusinder af sårede og døende men titusinder af sårede og døende og alligevel får sygepersonalet så meget luft igennem, at de kan se på Katjas ben og fødder. En stor og tidskrævende kosmetisk operation iværksættes for at redde den unge kvindes ben. Det lykkes og læseren må beundre den indædte overlevelses drift, der giver krigen dens menneskelige ansigt tilbage.

Og kærligheden – jo Katja oplever den til slut i bogen og slipper også heldigt ud af dens greb igen. Men derom må I selv læse.