Chosen for His People: A Biography of Patriarch Tikhon

Munken og biskoppen Vasily Ivanovich Bellavin (1885-1925) blev den 11. patriark af Moskva under navnet Tikhon, efter revolutionen i 1917. Patriarkatet, der er den ortodokse kirkes overhoved, blev afskaffet i 1721 af Peter den Store og erstattet af Den Hellige Synode.

Den russisk-ortodokse kirkes koncil besluttede at genetablere patriarkatet efter februar revolutionen og zarstyrets fald og valget faldt på Bellavin. Det var en tid med voldsomme omskiftelser og komplekse magtkampe i samfundet så vel som kirken og det bevirkede, at den nye patriark fik et usædvanligt liv.

Den nye stat var i udgangspunktet antireligiøs men accepterede patriarkatet som en del af adskillelse af kirke og stat. Relationerne mellem stat og kirken var vanskelige og meget tyder på, at Tikhon ikke helt har forstået situationen i begyndelsen af hans periode som patriark. Det kom til flere alvorlige sammenstød, hvor Tikhon måtte en tur indenom fængslet. Samtidig fik han problemer med kirken derhjemme og den russiske emigrant kirke i Europa. Man kan roligt sige, at han var omringet af fjender, der alle havde deres egen dagsorden. Staten og regeringen mente, at han ikke var eftergivende nok for deres krav, kirkelige kredse i Rusland mente han var for eftergivende overfor regeringen og den russiske kirke i Vesteuropa nægtede at anerkende ham og oprettede deres egen autonome kirke, faktisk to forskellige kirkesamfund med hver deres juridistraktion. Disse kirker var ustandselig på nakken af Tikhon og gjorde livet surt for ham.

Meget i denne biografi handler om, hvordan Tikhon balancerede mellem alle disse umulige afgrunde, om alle de knops han fik og hvordan han alligevel lykkedes med at befæste kirken og patriarkatet. Det er vildt spændende læsning, uanset om man er troende eller ej, uanset om man kender til Ruslands historie eller ej. For i bund og grund handler denne bog om en usædvanlig menneskeskæbne.

Den Levende kirke

På et tidspunkt opstod der inden for den ortodokse kirke i Rusland en sekt der kaldte sig den levende kirke. Denne sekt voksede sig stor og mægtig og etablerede sig som en parallel kirkelig autoritet mod patriarkatet. Det var en svær kamp for Tikhon og først ved enden af hans liv fik han afviklet denne trussel imod patriarkatet. Der findes flere udsagn fra ham om denne kamp, som han anså for noget af det værste under hans tid som kirkens overhoved.

Død og testamente

Ved sin død efterlod Tikhon sig et testamente, som denne biografi gør meget ud af at falsificere. Imidlertid mener jeg, at dette testamente er autentisk. Man skal i den forbindelse huske, at forfatteren skrev denne bog til eksilrusserne i USA og Vesteuropa, der var meget fjendtlige imod Tikhon’s forhold til det kommunistiske regime som de afskyede. Netop i testamentet redegør Tikhon for et fredeligt samkvem mellem kirken og staten. Egentlig siger han ikke noget i testamentet som han ikke har sagt andet sted i fuld offentlighed. Underligt nok er det dette der gør, at forfatteren mener, at testamentet er forfalsket. Den russiske kirke anerkendte imidlertid testamentet uden de store bekymringer - se f.eks. ”The Russian Orthodox Church: Organization, Situation, Activity” by Moscow Patriarchate.

I slutningen af biografien omtales katakomber kirken, der ligesom den levende kirke udviklede sig til at blive en parallel kirke inden for kirken og med krav om autenticitet over den etablerede kirke. Biografien påstår, at Tikhon på det sidste af sit liv støttede denne kirke. Det er måske sandt men alligevel ikke sandsynligt, at Tikhon skulle støtte en parallel kirke og dermed give videre til sine efterfølgere samme problemer som han selv kæmpede med omkring den levende kirke.         

Patriark Tikhon sammen med soldater ved fronten under 1 verdenskrig