Blæsten, Sandet og Stjernerne

Af  Antoine de Saint-Exupéry (1900-1944)

Bogens originale titel er ”terre des hommes” – jordens folk og denne titel er meget mere rammende end den danske titel, selvom den også rummer noget af denne bogs betydninger. Der er tale om et erindringsforløb, hvor forfatteren reflekterer over sit livs tildragelser. Handlingen kredser om hans arbejdsliv som postflyver med alt hvad det indebar af venskaber, strabadser, livstruende situationer og glæden ved det hele. Man kan roligt kalde bogen for et humanistisk skriftstykke i menneske højde, uden at være overlæsset med spekulationer.

Vi er med forfatteren på flyveturene rundt omkring i verden men for det meste i og omkring Sahara. Han fortæller levende om ørkenens mennesker, både de oprindelige beboere men også om de europæiske nyligt ankomne. Mangt og meget i dette erindringsværk handler om ankomsten – at være under vejs. At nå frem er imidlertid ikke det samme som at komme hjem i denne forfatters måde at anskue livet på. Ørkenen er på samme tid et fristed og et fængsel, der udfordrer, omslutter og befrier menneskene fra konventionernes spændetrøje. Det er sådanne traditionsbundne folk forfatteren sidder indeklemt blandt i bussen på vej til sit første job som postflyver – ”en sekretær, en inspektør, en toldbetjent” og ”Ved Omnibussen hang denne lugt af støvet administration og gammelt kontor, hvor i et menneskes liv synker langsomt til bunds.” Man forstår, at postflyveren er disse personers modsætning og læseren er nu klar til at spænde sikkerhedsselen, så vi kan hæve os over alt det overfladiske og tankeløse i tilværelsen.

Bogens højdepunkt udspiller sig ved et forlig i den libyske ørken, hvor forfatteren og hans mekaniker er lige ved at omkomme af tørst og udmattelse. Begge er de indstillede på at dø, men de ved, at familien og kammeraterne vil pines af sorg, hvis det sker. Denne bevidsthed om forpligtelsen overfor andre end dem selv giver dem den nødvendige styrke til at overvinde tørst og udmattelse. Det er et langt kapitel men ikke for langt og endelig dukker deres redningsmand op i form af en beduin, der kommer med det frelsende vand – ”Vand, du har hverken smag, aroma eller farve, du kan ikke defineres, man nyder dig uden at kende dig. Du er ikke nødvendig for livet, thi du er livet selv””, ”Og du vor frelser, libyske nomade, du vil for stedse være slettet af min erindring. Jeg vil aldrig kunne mindes dit ansigt. Du er mennesket, og du fremtræder for mig med alle menneskers ansigt. Du havde aldrig set os for dine øjne, og dog har du genkendt os. Du er en højt elsket broder. Og for fremtiden skal jeg genkende dig i alle ansigter”.    

I denne bog er rummets overraskende vidder omkring forfatteren og menneskets lige så overraskende bevidstheds vidder smelter sammen og afkræver mennesket det ubetingede påbud om at være oprigtig mod sig selv. Sådan læser jeg denne forfatter, men hans tanker er ikke filosofi eller ideologi eller på nogen anden måde fastlåst eller dikterende. Omvendt har vi med en befriende enkel humanisme at gøre, hvor forenklingen i sproget i præsentationen befrier læseren for alle filosofier, ideologier og religiøse forestillinger. I denne kontekst er mennesket ikke fordømt til frihed men omvendt forpligtede overfor hinanden og overfor jorden, der er vores fælles rum! En rumopfattelse der taler direkte til følsomheden og intimiteten hos den, der oplever den. Her er for eksempel ørkenoplevelsen central, vi flyver over ørkenen, lander i ørkenen og gradvist viser denne forfatter hvordan den menneskelige bevidsthed interagerer med ørkenen. Ørkenen beskrives også som et utopisk rum - det er et sted med "renhed", som ingen menneskelig tilstedeværelse har "besmittet" - et "dyrebart" sted, af stilhed og hvile. Han nyder at lade det jomfruelige sand flyde mellem fingrene på steder hvor ingen mennesker før har sat sin fod.

Antoine de Saint-Exupéry 1935 ved et havarerede fly i Sahara