Knulp: tre episoder fra Knulps liv

Af  Hermann Hesse (1877-1962)

Hermann Hesse formodelig et selvportræt 

Knulp tager øjeblikket som det kommer og bekymrer sig ikke om i morgen. Knulp er en omvandrende vagabond, en frihedsglad vandrer, og han lykkes ganske godt med sin finpudsede livskunst – årene går og hans livsstil består. Han modtages som en glædesbringer hvor end han kommer, i hver landsby har han en ven han kan overnatte hos, ligesom han gladeligt sover under åben himmel.

Vi møder Knulp på valsen og i vennernes selskab, ligesom vi er med ham når han kurtiserer kvinderne. Noget han er vældig ferm til. Undervejs får vi nogle prægtige folkloristiske beskrivelser samt fine landskabs skildringer. Hermann Hesse holder især af at afmale årstidernes foranderlige indtryk.   

Imidlertid har også denne gæve livsnyder sine hjertesår, engang forlod han sine forældre og sin barndomskæreste. Det nærer ham, men når morgensolen bryder frem, er de triste tanker væk. Hans første møde med kærligheden forandrede hans livsbane fra at være en latinskoledreng til at blive en almindelige kommuneskoleelev. Pigen ville nemlig have et ”rigtigt mandfolk” ikke en student. Imidlertid var Knulp alligevel ikke noget for hende, og siden da blev hans livsbane noget andet end almindeligt.

Jeg tror at Hermann Hesse her har et opgør med sit eget liv, ligesom i flere andre af hans bøger. Det er eliteskoleeleven Hesse fra det boglige hjem, der ønskede at være en ganske almindelig håndværker eller bonde. I en anden af hans romaner ”Peter Carmenzind” leger han med tanken om det enkle liv som bonde i alperne.

Ved slutningen af hans liv konfronteres Knulp med sig selv og hans sorgløse tilværelse. En gammel bekendt dukker op og vil vide, hvorfor han ikke drev det til noget her i livet. Han har en indre dialog med Gud: ” "Se," sagde Gud, "jeg kunne ikke have brugt dig anderledes end som du er. Du har gjort tåbelige ting og blevet hånet i mit navn; jeg selv blev hånet i dig og elsket i dig. Du er jo mit barn og min bror og en del af mig, og du har intet smagt og intet lidt, som jeg ikke har oplevet med dig. "Ja," sagde Knulp og nikkede tungt med hovedet. "Ja, det er sådan, jeg har faktisk altid vidst det."

Knulp har imidlertid et inderligt ønske om at gense sin barndomsby inden han dør. Dette ønske er ikke uden ambivalens, han må gense alle drengeårenes minderige steder og samtidig har tiden forandret  hans forhold til de samme steder. Byen er for ham på samme tid vedkommende og uvedkommende. Måske søger han det umulige – nemlig den tabte barndom, men det er ikke helt klart.

En anden fremragende forfatter Stefan Zweig siger om romanen: "Knulp, denne ensomme efternøler af en romantisk verden, forekommer mig et uforgængeligt lille stump Tyskland, nærmest et Carl Spitzweg billede, fyldt af ren musik som en folkesang."