Ledo Ivo ”Slangeboet eller en dårlig fortalt historie”.  

Romanen foregår under den anden verdenskrig i den afsides brasilianske provinsby Maceió, forfatterens fødeby. Bogen er en delvis politisk allegori over livet under Gétulio Vargas diktatur i 40´rnes Brasilien. ”I et diktatur er alle fortællinger dårligt fortalt” har forfatteren sagt ”for diktaturet er løgnens kongerige og kan ikke tolerere sandheden”. Det er så det, Ledo Ivo ikke desto mindre forsøger på i denne på en gang social realistiske og symbolistiske bog.

Romanen kan læses som en samling hverdags fortællinger, eksotiske eller banale, der alle sammen er punktnedslag i byens pulserende og på samme tid vegeterende liv. Man får indtrykket af, at den samme historie kunne være fortalt gennem andre skildringer af andre personer og hændelser hentet fra samme bys overskudslager af menneskeskæbner. Man lever som man bedst kan medens man venter på bedre tider. Ingen tager initiativ til at fremskynde historien, dertil er de mange dødseskadroner alt for nærværende. Orgiet og løssluppenheden findes som en ventil uden dog at bringe nogen forløsning. Hverdagens små fortrædeligheder vokser sig urimelige store i dette lille afsides samfund som forfatteren har døbt slangeboet.

Personlige skæbner og historier sammenbindes af virkelige menneskelige relationer og ligeså uvirkelige symbolske og usynlige sammentræf af tilfældigheder i byens liv. Ræven der kommer ind til byen i begyndelsen af romanen sammenbinder hele handlingen. Den spiller en symbolsk rolle, der er usynlig for den selv men også for alle andre. Nogle livshistorier sammenvæves gennem helt konkrete hændelser eller genstande, som imidlertid er ligeså uforståelige og uerkendte af handlingens personer ligesom rævens socialhistorie er det for ræven selv. Mange af personerne er små mennesker der sidder fast i systemets benhårde vilkår. Luderen der drømmer om at være husmor, nonnen der er fangen i sin egen barmhjertighed, børnehjems drengen der som voksen hævner sig på alt og alle. Tølperne hvis sociale stræben tværer alle andre ud findes også og på bordellet gnubber de skuldre med samfundets tabere og amerikanske sømænd. Et kort øjeblik, hvor de alle død drukne bader nøgne i det fælles hav der altid skylder imod disse kyster, syntes sociale og andre skel at være ophævet. Imidlertid sker denne hændelse i de tidlige morgentimer, hvor anstændige borgere står op og går på arbejde og man efterlades derfor med fornemmelsen af, at dette orgie er en fravigelse af den norm der holder samfundet i gang.      

Bogen kan godt ses som et mikro kosmos der fremstiller almenmenneskelige problematikker, dog synes jeg det er at gå for langt. Konteksten er umiskendeligt Brasiliansk eller latinamerikansk om man vil og det er indenfor denne kontekst bogen skal læses.    

        Statue af forfatteren Ledo Ivo i hans fødeby Maceió i Nordøstbrasilien