Ola Julén og Orissabiblioteket

I serien Orissabiblioteket er der kommet 4 digtsamlinger:

Lars Bukdahl: ”Korshøjen.”

Rasmus Halling Nielsen: ”Norske stjerner”

Cecilie Lind: “Ragusa”

Mads Mygind: “Bergamo”

Information kalder udgivelserne et formeksperiment og det er meget betegnende. Imidlertid forbliver det meste form og atter form. Man kan ikke forvente det geniale på højde med Julén, noget sådan sker gerne med et par hundrede års mellemrum.

Imidlertid skiller en af digtsamlingerne sig ud, som noget ganske originalt, nemlig Mads Myginds ”Bergamo”.

Digtene stiller skarpt på det absurde man kan opleve på en turist rejse f.eks. verden set fra et togvindue eller på en bjergtur til byen på bjerget. Man møder: en udtrådt kondisko/en smeltet Mars på en bænk og samtidig er der: et firben der løber op ad en træstamme.

Ligesom i et surrealistisk maleri er ting og sager der ikke hører sammen bragt sammen af beskueren (den subjektive vinkel på den objektive verden omkring os alle sammen).

Besynderligt nok er der ingen af anmelderne der har haft øje for absurditeten, der for mig er det mest iøjefaldende og væsentlige ved digtsamlingen.

De andre digtsamlinger i Orissabiblioteket giver jeg ikke mange potter pis for, men det kan jo sagtens være, at jeg bare er uforstående.

Den eneste, der direkte bruger et citat af Ola Julén, er Lars Bukdahl i ”Korshøjen.”

Denne er egentlig i formsproget også den der er fjernest fra Julén selv.

”Jeg savner min far” på side 67 ”Jag längtar efter min pappa” lyder det fra Julin ”Orissa” side 85.  

Et citat kopi der giver mening i og med, at Lars Bukdals digt handler om hans forhold til hans fars død. Heller ikke denne detalje har anmelderne lagt mærke til, og det er ikke min skyld denne gang, men fordi de er rædselsfulde overfladiske.

Informations anmeldelse