Dengang Gurre kom på verdenskortet

Horst Janssen tegning af Jens Peter Jacobsen

Gud, naturens kræfter, kærlighed og død

Jens Peter Jacobsens digtcyklus Gurresange fra 1868, inspireret af det danske middelaldersagn, foregår på Gurre Slot, og fortæller den tragiske kærlighedshistorie om kong Valdemar og hans elskerinde Tove Lille (Lille Tove), myrdet af dronning Helvig. Sagnet blev oprindelig tilskrevet Valdemar den Store og hans elskerinde, men blev siden overført til Valdemar Atterdag. Trekantsdramaet nedtones til gunst for fortællingen om kærligheden og om oprøret mod Gud. Da Valdemars dronning lokker Tove ind i den overophedede sauna, hvor hun dør, gribes kongen af en afmægtig smerte. Tove betyder due og i skovduens sang forudsiges Toves død. Den sorgramte konge forbander Gud fordi han lod dette ske.  For denne Guds bespottelse bliver kongen dømt til ved nattetide at ride gennem stormen med sin spøgelseshær gennem skovene omkring Gurre. Uden at kunne finde gravens fred, jager kongen omkring på må og få for at finde sin elskede Tove. En grotesk søgen efter den for evigt tabte kærlighed. Handlingen udspiller sig indenfor et halv døgn, der starter med tusmørket og ender ved solopgang. Ved solopgangen jages spøgeriet og historiens drama på flugt for det klare lys og en anderledes optimisme anes.

J. P. Jacobsens slutning på historien er fundamentalt anderledes en den som den romantiske traditions digtere skrev indenfor. Historiens benægtes: det turde være løgn alt sammen. I stedet for at føre handlingen til en harmonisk afslutning, tryller han den ned i jorden og henviser den til nattens spøgelser: i dagens klare lys har spøgerigets magi ingen kraft. Imidlertid er der mere end det i J.P. Jacobsens digtcyklus for i slut digtet ”Sommervindens vilde Jagt” beskriver digteren naturens genopstandelse, der går igen i daglige og årlige rytmer. En levende beskrivelse af planterne, dyrene, vinden og til sidst den opgående sol. Så måske ender handlingen ikke med kærlighedens død, men symboliseret i solens strålende opgang, i en forvandling af en altomfattende levende natur. Tove og naturen er blevet til ét.

Arnold Schönberg

Arnold Schönberg (1874-1951) var en selvlært østrigsk komponist. Han betragtes som en af de vigtigste komponister i det 20. århundrede, der nu over hundrede år senere stadig kaldes de moderne.  Tilknyttet den ekspressionistiske bevægelse i tysk poesi og kunst. Ligesom i hans musikalske værker er Schönbergs kompositionsstil for malerierne den frie association; han maler for at nedfælde sit subjektive indtryk af det afbilledede. Maleriet var en indbygget del af hans kunstneriske geni og skal ikke ses som adskilt fra hans musikalske virke.

Arnold Schönberg, portrætteret af Egon Schiele

Leder af den anden wienerskole som omfattede flere af tidens fremmeligste komponister. Hans 12-tone kompositionsmetode, som effektivt afviste de akustisk baserede tonale hierarkier, der var grundlaget for musikken i århundreder, formede forløbet af det 20. århundredes musik. Som jødisk komponist blev Schönberg forfulgt af nazistpartiet der, forbandede hans værker som "degenereret" musik og forbød dem at blive opført. Han emigrerede til USA i 1933.  

Schönberg blev kendt med Gurre sangene der udkom på tysk i 1899 med titlen Gurrelieder. Schönberg begyndte at tonesætte nogle digte som en sangcyklus for stemme og klaver i 1900. Men fordi han ikke gav sangene det store potentiale for succes på grund af den musikalske nyskabelse, gjorde han ikke mere ved det. I stedet blev digtene grundlag for et større musikalsk værk for solister, kor og orkester. Kompositionen var først færdig i 1911.

Uropføres og øjeblikkelig berømmelse

Uropførelsen fandt sted 1913 i Große Musikvereinssaal i Wien der gælder for at være en af de smukkeste koncertsale, og med den bedste akustik, i verden.  

Große Musikvereinssaal

Schönbergs Gurrelieder er en massiv kantate for stort orkester, fem vokalsolister, tre firstemmige mandskor, et fuldt blandet kor og en fortæller. Værket kræver 200 sangere og 150 musikere. Værket indeholder omkring 35 ledende musikalske motiver, der beskriver hovedpersonerne, naturfænomener (solnedgang, solopgang, galoperende heste osv.) og en række følelsesmæssige tilstande (begær, hengivenhed, frygt, sorg osv.). Bemærkelsesværdigt er også, at Schönberg i Gurre-Lieder for allerførste gang brugte Sprechgesang, en "talt sang"-teknik en helt ny musikalsk æstetisk stil.

Schönberg var kendt som en eksperimenterende kunstner og mange mødte op til hans koncerter bare for at nyde den tumult de udløste. Imidlertid kom der et skift med Gurre-Lider.    

Ved uropførelsen af Schönbergs Gurre-Lieder skrev en begejstret presse ”Bemærkelsesværdigt kunstnerisk pragtværk og med lydeffekter, der aldrig er blevet hørt før”, man var enige om, at koncerten var en uovertruffen triumf. Ved uropførelsen skete der noget mærkeligt, medens publikum klappede som gale, bukkede Schönberg ikke for publikum som er skik og brug men for orkestreret. Man mener, at han med denne gestus viste, at han ikke rigtig brød sig om at blive anerkendt på dette tidspunkt i hans karrierer.  

Arnold Schönberg er som anført opfinderen af den atonale eller 12 tone musikken og sidste del af Gurre-Lieder bærer også præg af denne nye musik. Værket blev påbegyndt som et senromantisk stykke og udfolder sig hen mod slutningen absolut moderne. Påvirkninger fra komponisten Gustav Mahler er også åbenbare med kalejdoskopiske skift mellem små grupper af instrumenter.  

Schönberg havde selv bevæget sig biografisk og kunstnerisk fra senromantikken til modernismen i tiden mellem komponeringen og den endelige orkestrering af værket. Da det blev opført første gang i 1913, blev det en senromantisk succes, men Schönberg havde svært ved at glæde sig over modtagelsen, fordi han på dette tidspunkt allerede havde oplevet adskillige fiaskoer og flere gange var blevet udråbt som en mislykket modernist.

I et brev til kunstmaleren Wassily Kandinsky skrev Arnold Schönberg om Gurre-Lieder: "Jeg ser bestemt ikke ned på dette arbejde, som journalisterne altid antager. For selvom jeg bestemt har udviklet mig meget siden de dage, har jeg ikke forbedret mig, men min stil er simpelthen blevet bedre ... Jeg anser det for vigtigt, at folk har tiltro til det grundliggende i dette arbejde”.  

Under 2. verdenskrig opførte man ikke Gurre-Lieder i Danmark fordi det var tysk musik og i Tyskland fordi Schönberg var jøde.

Er nogen blevet nysgerrig m.h.t. tolvtonemusikken kan jeg varmt anbefale at læse romanen ”Doktor Faustus” af Thomas Mann. Heri er tolvtonemusikken og dens udvikling beskrevet på en medrivende og hæsblæsende måde. I romanen er det en fiktiv person der opfinder tolvtonesystemet, men Mann medgiver i bogens efterskrift, at han hvad angår musikteoretiske spørgsmål står i gæld til Arnold Schönberg.