Komponisten Dietrich Buxtehude

Om helsingoraneren Dietrich Buxtehude (1637 – 1707) er der det at fortælle, at han ikke var fra Helsingør men måske fra Holsten. Hvordan han så ud ved vi ikke, selvom der findes et billede af ham. Han har det med at forsvinde i samme øjeblik man tror, at man har ham. Imidlertid hans musik findes heldigvis selvom også en del er forsvunden.

Organist i Helsingør

Dietrichs far var organist ved Olai Kirke og familien boede i den lille embedsbolig overfor kirken i Sct. Annagade. Som barn har Dietrich gået i latinskolen, der havde til huse i Karmeliter klostret. Man formoder, at faren var Dietrich første lærer i kunsten at spille orgel og det førte først til en stilling som organist i Helsingborg og derefter ved Sct. Maria kirken i Helsingør. Herefter boede Dietrich på første etagen i det gule hus, der i dag har en mindeplade om begivenheden på muren. Vi kan forestille os, at når Dietrich skulle på arbejde i Sct. Maria kirken skridtede han vejen af omtrent der, hvor Buxtehude Stræde befinder sig i dag.

Dietrich Buxtehudes barndomshjem i Helsingør vises her bagfra på gamle fotografier, da der var en slagterbutik ud imod St. Annagade.

Dietrich springer ud som komponist

Som organist i Helsingborg og Helsingør begyndte han tidligt at komponere og man kender nogle kompositioner, han med sikkerhed har gjort medens han boede i Helsingør. Tilsvarende udviklede hans sig betydeligt i disse år, idet Sct. Maria  kirke ejede en anseelig node samling, som Diderich forstod at benytte sig af.  

Efter 8 frugtbare år som organist ved Sct. Maria kirken her i staden var der bud efter ham fra hansestaden Lübeck, hvor en stilling som organist ved Marienkirche var blevet ledig. Dietrich fik stillingen sammen med den tidligere organist datter og flyttede til Lübeck.

Marienkirche Lübeck

I den frie hansestad Lübeck

Lad os bare indrømme det, Lübeck forvandlede provinsgeniet Dietrich Buxtehude til en megastar. Den velhavende frie hansestad hungrede efter raffineret kunst og musikalsk luksus, Dietrich leverede varen, Lübeck tog ham til sig og han omfavnede byen. Som organist ved et af Nordeuropas bedste orgler og komponist af snart sagt alt slags musik blev han en højt værdsat del af musiklivet i Nordeuropa. 

Barn af tiden

Europæerne på Dietrichs tid havde en anden kultur og mentalitet end i dag. Perioden var hvad man kulturhistorisk kalder barokken. En tid hvor samfundslivet var præget af kirkens og kongernes pragtudfoldelse gennem kunst og litteratur. Man gav sig sanserne, følelserne og Gud i vold.

Privatmanden Dietrich

Det eneste maleri man kender af Dietrichs viser ham som et sandt barokt menneske - sanselig midt i livets tumult. Billedet er malet i Hamburg 1674 som en hyldest til venskabet mellem Dietrich Buxtehude og Hamburg organisten Adam Reinken. Der hersker stor usikkerhed om hvem af personerne på billedet der er Buxtehude, to personer er i spil, men i denne sammenhæng er det underordnet. Det interessante er billedets fortælling om livsglæden, elegance, musikken og den erotiske flirt i billedets baggrund. Dietrich var ingen dødbider, han var et sanseligt barn at tiden, om end han også var et fromt menneske.

Bekendelse og fromhed

Imidlertid havde barokken sit eget fromhedsideal. Den evangeliske religiøsitet i barokken var en bekendelses måde der fastholdt sine tilhængere på et forpligtende forhold til den bibelske fortælling. I gudstjenesten fik bekendelsen fuld skrue på gennem prædiken, flerstemmig musik og kor samt klokkeringning. Orglet indtog en særlig plads som det mekaniske mirakel det også var, og organisten var mesteren der gennem sit musikalske trylleri ikke kun bjergtog menigheden men også vandt Guds velbehag. Her var Dietrich på hjemmebane for det vidste alle på den tid, at ingen orgelmester overgik ham når det kom an på det virtuose og improvisation. Når man så lægger til, at han komponerede i alle tidens genrer både kirke og verdslig musik, så forstår vi, hvorfor hans ry nåede vidt omkring.

Johann og Dietrich

I oktober 1705 besluttede den kun 20-årige Johann Sebastian Bach sig at vandre de 400 kilometer fra Arnstadt til Lübeck for at træffe mesteren selv. Besøget skulle kun have været kort men Bach blev i flere måneder. Hvad han her så og hørte overgik alt hvad han tidligere havde kendt. Det gjaldt især den tekniske udnyttelse af orglets muligheder. Ligesom Johann forbløffedes over førelserne og fantasien i Dietrichs kompositioner og spil. Buxtehude inviterede den unge Bach ind på sit bibliotek, så han kunne kopiere mesterens kompositioner. Kopiering var en nyttig øvelse dengang. De, der kopierede, lærte og for eftertiden betød al denne kopiering, at vi rent faktisk kender en del af musikken fra dengang selv om meget er gået tabt også af Dietrichs kompositioner. Man har søgt og også fundet påvirkninger fra Buxtehude hos Bach. Når det er sagt er det også vigtigt at fremhæve, at Buxtehude ikke kan reduceres til en forgænger for Bach. Buxtehude er i sin helt egen ret, fuldt ud på højde med Bach og tidens andre store.

Mødet mellem Dietrich Buxtehude og Johan Sebastian Bach. Foreviget af Lübeckkunstneren Walter Jahn (1903 -1965), tavlen opsat i Marienkirche 1926.

Tiden derefter

Dietrich levede til sine dages ende i Lübeck og blev begravet i kirken, hvor han havde haft sit virke. Nekrologen siger udtrykkeligt, at han følte sig som dansk og det er vi selvfølgelig glade for også selvom det nationale dengang betød noget andet og knapt så snævret. Under 2.verdenskrig bombede englænderne byen og Marienkirche undgik ikke ødelæggelserne. De to orgler Dietrich spillede og komponerede på blev sønderslået og det samme blev Dietrichs grav. Der findes heldigvis indspilninger fra før bombardementet med kirkens organist Walter Kraft fra 1941, hvor han spiller Buxtehude på begge orgler i Marienkirche.     

Eftermæle

”Jeg var i Maria-Kirken, saae det berømte astronomiske Urværk” skrev H.C. Andersen i sommeren 1831, da han besøgte Lübeck. Ikke et ord om hans landsmand Dietrich Buxtehude, der engang skrev musik til dette urs ære. Sagen er den, at på dette tidspunkt var Buxtehude gået i glemmebogen sammen med meget andet barok musik. Selv Johann Sebastian Bach var ligeledes glemt og det var først, da man genopdagede Bach, at man også opdagede Buxtehude.

Her i Helsingør har tilbagevendende internationale orgel og orkesterkoncerter medvirket til at udbrede interessen for hans kunst. Der er skrevet bøger og sågar romaner om ham og dirigenter, musikere og andre godtfolk kappes om at fremføre hans musik. Imidlertid det smukkeste eftermæle kan man læse i den tysk-schweiziske forfatter Hermann Hesses roman ”Demian”, hvor hovedpersonen et sted i bogen siger:

”Når jeg var nedtrykt, bad jeg Pistorius om at spille den gamle Buxtehudes Passacaglia for mig. I den aftendunkle kirke sad jeg da fortabt i denne sælsomme, inderlige, i sig selv hensunkne, til sig selv lyttende musik, som hver gang gjorde mig godt og mere beredt til at følge sjælens stemmer”

Hermann Hesse