sideindhold

Buxtehudes første musikalske gennembrud


Helsingoraneren Dietrich Buxtehude (1637-1707) gjorde musikalsk karriere i det fremmede. Særlig kendt blev han gennem den såkaldte abendmusik, som han fremførte i den prægtige Marienkirche i Lübeck.

Abendmusiken (Aftenmusikken)

Vi møder Buxtehude i Lübeck i 1669 som et menneske grebet af utrættelig virketrang. Mest af alt fokuserede han på de muligheder, der fandtes i den såkaldte abendmusiken. Og det var netop derved han erhvervede sig sin første berømmelse. Abendmusiken var indført af Franz Tunder (1614-1667), så man kan sige, at Buxtehude arvede traditionen fra sin svigerfar.

Abendmusiken før Buxtehude

Hansestadens købmænd holdt af at stoppe op på vej til børsen og se indenfor i Marienkirche, hvor Franz Tunder præluderede på orglet. Underholdningen blev værdsat og flere af købmændene forstod at honorere organisten for hans indsats. Honoraret muliggjorde, at Tunder kunne udvide med flere instrumenter og sangstemmer.  

På den tid var man ikke vant til ”underholdningsmusik” i kirkerne, som vi er i dag, og en del bedsteborgere så skævt til Abendmusiken som noget vederstyggeligt.

Buxtehude træder i karakter

Her var virkelig noget for en foretagsom person som Buxtehude. Han var den hovedansvarlige organisator af abendmusiken, han komponerede musikken, fandt de nødvendige fondsmidler, valgte musikerne og sangerne og dirigerede fremførslen. Byen Lübeck forstod at værdsætte denne mangearmede kreative blæksprutte, og man var stolt af den berømmelse disse koncerter kastede over byen og dens indbyggere.

Abendmusiken en unik foreteelse   

I Lübecks rejsefører fra 1697 kunne man under beskrivelsen af Marienkirche læse følgende: ”På vestsiden mellem to søjler under tårnet ses det store og enestående orgel, der ligesom det mindre orgel er ført an af den verdens berømte organist og komponist Dietrich Buxtehude. Man må især omtale den storslåede abendmusik bestående af vellydende vokal og instrumental musik, som gentages årligt på fire søndage mellem mortensaften og jul. Fremført af den omtalte organist på en kunstnerisk og rosværdig måde, som ikke forekommer noget andet sted”.  

Buxtehude en foretagsom mand

Det er en kendt sag, at Buxtehude var utrættelig når det angik forbedringer der kunne udvide de musikalske muligheder. Det kunne være instrumenternes beskaffenhed eller selve de fysiske rammer om den musikalske udøvelse.

Han var delagtig i sådanne forbedringer i alle de tre Maria kirker, hvor han gennem livet var organist. Da orglet i Helsingborg Maria kirke skulle gennemgå en hovedreparation blev Dietrich orgelmester af Helsingør tilkaldt som sagkyndig. Det var to år efter, han havde forladt embedet som organist i Helsingborg.

Kort efter Buxtehudes tiltrædelse som organist ved St. Mariæ i Helsingør, undergik orglet en betydelig ombygning under Buxtehudes kyndige vejledning.

Også i Lübecks Marienkirche foranstaltede Dietrich orgelmester ombygninger for at forbedre de fysiske rammer om abendmusiken. Han fik udvirket, at der blev opført gallerier på murene på begge sider af orglet. Her kunne musikere og korsangere få plads, således at dirigenten havde god kontakt til dem og lydbilledet blev helt sikkert forbedrede derved. I dag findes disse gallerier ikke længere.

Det var selvfølgelig ikke gratis, men Buxtehude fik de rige købmænd til at gå til lommerne.  

Det nuværende store orgel i Marienkirche – under 2. verdenskrig bombede englænderne kirken og det historiske orgel Buxtehude spillede på blev totalt smadrede.

Ind i musikken

Buxtehudes musik har det med at gribe ud efter tilhørerne og som al barok musik trænger sig voldsomt på.

Det gælder også for abendmusiken med dens blandede former af musikalske udtryk og stemninger. Mundrethed, sorg, drama, tro og håb er bare nogle få af de stemninger Buxtehude levendegør. Forskellige instrumentgrupper samt orgel og sang er blandet på mange finurlige måder. Dengang Buxtehude komponerede musikken var meget af det nyt også for ham selv, men selv i dag virker musikken forfriskende og vil man høre den er der flere muligheder.

Dietrich Buxtehudes grav i Marienkirche Lübeck

Jeg anbefaler følgende indspilninger  

Buxtehude: Abendmusik med: Goteborg Baroque Arts Ensemble.

Dietrich Buxtehude Eine Lübecker Abendmusik (7 Kantaten) med La Capella Ducale, Musica Fiata, Roland Wilson.

Dietrich Buxtehude, Capriccio Stravagante, Skip Sempé – Abendmusik

De findes på de fleste musiktjenester og som Cd´er.