Mit livs Flygtige øjeblikke 

En rodløs gammel gubbe, der lever i Helsingør sammen med striglen Miriam. Omkranset af en monumental og anmassende dagligdag, henslæber jeg livet med endeløse rejser i arktiske egne. Kringsat af fjender, men også af venner. Kampen for tilværelsen har antaget lystlæsning af besynderlige bøger og lytning til mærkelig musik samt diverse usandsynlige rygter af den værste slags. Sværger til Wibroe, men drikker allerhelst Baltika 3 siddende på ”Den Røde Plads” i Moskva, lyttende til bimleriet fra de mange kirker i Kreml og med udsigt til Lenins sidste hvilested. Har forsonet mig med dagligdagens ulidelige besvær, men glæder mig hver dag over livets meningsløshed. Er medstifter af Genfødte Marxister. Er ligeledes formand i INFONOR og Knud Rasmussen Selskabet. Er desuden medlem af en lille læsegruppe, specialiserede i russisk litteratur. Vi arrangerer rejser for vor tids helte og heltinder til eksotiske steder og farverige egne, dvs. vi rejser for det meste til de russiske storbyer.

Seemann, deine Heimat ist das Meer

Som stor knægt stak jeg til søs, fordi jeg ellers ikke rigtig vidste hvad jeg skulle tage mig til. Jeg blev hængende i sømandsmiljøet, selvom det ikke lige var mig, en del år. Pludselig så jeg, en dag i de røde lygters kvarter i Hamborg, en vinduesrude hvor på der stod: ”alles ist möglich”. Det kan nok være at den besked åbnede mit dialektiske tredje øje, og således udstyret med både visdom og forstand blev jeg skyllet op på de hjemlige strande, hvor jeg resolut sluttede mig til ungdomsoprøret i tresserne. Jeg deltog i husbesættelser, skrev i undergrundsblade bl.a. det ansete Superlove.

Antropolog ved et tilfælde

Tog på hippie rejse til Indien på søgen efter verdensånden. Vendte hjem med kulturchok og begyndte så småt at spekulere på at læse etnografi/antropologi for at kunne forstå kulturer bedre. Som sagt så gjort dog med det forbehold, at jeg fik mere smag for social antropologi end for kulturantropologi – imidlertid indeholder disse to tilgange hinanden.

Menneskerettigheds aktivistisk arbejde på samtlige hylder fyldte mit liv år ud og år ind. Særlig urfolkenes skæbne optog mig og deriblandt særligt de arktiske folk. Jeg har været ophavsmand og primus motor i over 9 arktiske globale konferenser. Primus motor med det forbehold, at det aldrig var gået uden mine grønlandske samarbejds partnere. Fik gennem årene udgivet omkring 200 artikler på flere sprog herunder: dansk, svensk, norsk, russisk, hollandsk, tysk, japansk (dog kun en artikel), engelsk og spansk. Har redigeret flere tidsskrifter og redigerer fortfarende ”Slædesporet” for Knud Rasmussen Selskabet. Jeg oprettede CHUM- netværket, der i mange år fungerede som kommunikations platform for ngo´er og græsrødder samt forskere, der beskæftigede sig med urfolk i Rusland. Netværket bestod af over 200 organisationer og enkeltpersoner. Vi afholdt CHUM møder i Danmark, Holland og Rusland.

Antropolog ved et tilfælde 

Foreningen INFONOR

Sammen med grønlandske og danske aktivister oprettede jeg ngo´en INFONOR, der i mange år virkede for de arktiske urfolk i Rusland. Det blev til rigtig mange ophold i Nordrusland, sådan at jeg til sidst kendte flere personer deroppe end i Danmark. Sikkert fordi jeg deroppe i arktisk Rusland var meget afhængig af andre mennesker for at finde husly og få det daglige brød.

Er i dag pensioneret men beskæftiger mig stadig med urfolks rettigheder. Ligesom jeg er formand for Knud Rasmussen Selskabet og som sagt redaktør der.

Med Rusland og Skandinavien i hjertet

Min kone Miriam har en reproduktion hængende af den finske maler Akseli Gallen-Kallela med et ærke-skandinavisk landskab. Hun og jeg elsker den skandinaviske natur og vi har rejst Nordskandinavien tyndt mange gange. Kola-halvøen hører jo til den skandinaviske halvø og deroppe har man faktisk samme landskab – men med en større mineralrigdom.

Miriam er også et meget aktivt medlem af vores læse og rejse gruppe der arrangerer Ruslands ture. Mere end en gang har hun skrevet i Helsingør Dagblad om disse ture.

Tog jeg kun munden halv fuld da jeg sagde ”Med Rusland og Skandinavien i hjertet”? Jeg kunne have tilføjet Lübeck – for i de senere år har vi prioriteret at besøge denne fantastiske by mindst en gang om året. Det indebærer som oftest, at jeg læser en ny roman af Thomas Mann til turen, Lübeck er som bekendt forfatterens barndomsby. Vi har en gang været der i asparges sæsonen og det var en liflig oplevelse. Ellers hører det til traditionen at vi kikker indenfor hos ”Die Linke” og får en snak med de politiske aktivister. De har format på den tyske venstrefløj, noget jeg godt kan misunde dem!

Akseli Gallen Kallelan  Palokärki/Sort Spætte

Hjemme i Skoven

Jeg skulle finde et design til denne hjemmesides forside og valgte et motiv fra Oreskoven eller Ganløse Ore som skoven officielt hedder. Det er herfra jeg har mit efternavn og jeg er i familie med alle der hedder Oreskov. Min far er født der i skoven, hvor min bedstefar var skovløber. Mine bedsteforældre boede 40 år i skoven og deres historie har jeg fortalt i artiklen ”Livet i et skovløberhus i Ganløse Oreskov” som er publiceret i ”Folk og minder fra Nordsjælland” Julen 2014. Ved den lejlighed tog jeg nogle billeder fra Oreskoven bl.a. min bedstefars træ, et kastanjetræ som står lige i nærheden af det gamle skovløberhus hvor familien boede.

Min farfar Peter Hermans træ som det ser ud i dag

Farmor Anna Elisabeth Oreskov (tidligere Larsen) ved opvasken i skoven, hvor hun og Peter Herman boede i 40 år. Her fødte hun 13 børn og blevask samt tøjvask i al almindelighed foregik her ved pumpen det meste af året. 

Skoven 

Skoven søger sig selv mod horisonten

den kan være pludselig men aldrig tilfældig

hun så den først, rakte armen ud og pegede

”skoven er altid sand” råbte hun glad

Skoven kan være så langt og længe borte

skoven ved selv og den spørger dig ikke

skoven ser dig og skoven ser dig måske ikke

skoven lægger alting på plads og til rette

Vi vågner ligesom i børnenes billedbøger

på side 3 ses aftrykket af en fjern stemning

vi var alle stemt for skoven dengang som nu

skoven er villig, den er alt hvad vi ønsker

Claus Oreskov