sideindhold

De Moderne primitive 1
-          Om det ”primitives” gennembrud i europæisk kulturhistorie.


Det er min hensigt at skrive lidt om de moderne primitive kunstnere, her på Galleri Stofskifte, hvordan det skal gribes an, vil jeg lige tænke lidt over. Indtil jeg kommer frem med noget brugbart, kan man se på denne introduktion til emnet!

I slutningen af det nittende århundrede og begyndelsen af det tyvende århundrede søgte flere europæiske kunstnere nye veje for om muligt af fremdrage en anderledeshed i form og udtryk. Kort fortalt var der mange der blev inspireret af genstande fra fremmede kulturer. Fremmede i tid og afstand f.eks. japansk træsnit og kinesisk kalligrafi samt den buddhistiske kunst ude fra Ajanta hulerne i Indien. Meget hurtigt blev kunstnerne opslugt af den såkaldte primitive kunst. For nogle var det en begejstring af det eksotiske og for andre glæden ved de mange nye former for formsprog.  

Primitiv kunst refererede til kulturelle arbejder fra etnografiens område dvs. kulturer mindre komplekse end europæernes egen industrialiserede samfund. Primitive folk sagde man dengang og det kunne være nedladende men ikke nødvendigvis. Lige så almindelig var betegnelsen naturfolk og indfødte.

Museerne og verden som arbejdsmark

Kunstnerne og kunstkritikerne fandt eksempler på primitiv kunst på de etnografiske museer og på loppemarkeder, hvor genstande hjembragt af sømænd og missionærer gerne havnede. Flere kunstnere samlede ligefrem på primitiv kunst f.eks. Henri Matisse (1869-1954) og Pablo Ruiz Picasso (1881-1973).

Meget af den primitive kunst, man begejstredes af, var fra Afrika og Stillehavet. Nogle få ihærdige sjæle rejste omkring i Europa og gennemsøgte alle de etnografiske udstillinger de kunne komme i nærheden af. Endnu færre forundtes det at besøge de eksotiske steder og ved selvsyn opleve de forskellige kulturer. Kendt er, Paul Gauguin der flyttede til Polynesien i Stillehavet. Han blev et ikon for ”de primitive” som denne kategori af kunstnere efterhånden blev kaldt.  Ernst Ludwig Kirchner (1880-1938) og Emil Nolde (1867-1956) var to andre kunstner der selv rejste ud i verden for at møde det fremmede. 

Ikke kunst som kunst

Lad det være sagt straks at det vi hos de så kaldte primitive folk kalder kunst aldrig har været det i vores betydning af ordet. I mange tilfælde drejer det sig om kultiske genstande og de blev ikke betragtede som kunst ligesom en madonna skulptur fra middelalderen heller ikke var kunst men en kult genstand. Den kunstneriske værdi i madonnaen lå i hvorvidt skulpturen eller maleriet overbeviste betragterne om at dette virkelig var madonna. Udtrykket blev ikke vurderet æstetisk og det samme gælder for de mange primitive kulturer rundt omkring.

Den samiske kunstner og digter Nils-Aslak Valkeapää påpeger, at man i den gamle samiske kultur ikke havde noget ord for kunst og som sådan var der heller ikke nogen der var specialiserede som kunstner. Valkeapää fremhæver efterfølgende, at ”skønt samerne ikke havde nogen kunst som et særskilt fænomen, så var samtidig alt kunst for samerne, og alle samer kunstner (fra artiklen ”En kunst at mindes mennesker på” i tidsskriftet ”Hemslöjden”, nr. 5/1981).

De mange folkeslag i Stillehavet havde traditionelt heller ikke noget begreb for kunst. Imidlertid har flere af disse folkeslag begreber for skønhed. På Trobrianderne har man tre kriterier til sin æstetiske bedømmelse: migila/udtryk; kakapist lula/skønhed (det rører mig dybt indefra) og kala migilea/ensartethed. Hos abelamerne i det nordlige Ny Guinea bruges betegnelsen maria for alle deres hellige genstande. En benævnelse der direkte udtrykker den væsentlige betydning. Nemlig at: figurer; masker og malerier er besjælede væsner eller rettere genstande der midlertidig besidder sådanne væsners egenskaber.  

Litteraturen man kan granske

Jeg har fundet nogle gode bøger frem som kan danne grundlaget for studiet af de moderne primitive kunstnere. Jeg har opdelt dem således, at grundbøger kommer først og derefter de noget vanskeligere værker:

Colin Rhodes:” Primitivism and Modern Art”. Thames and Hudson 1994.

(en virkelig god og overskuelig bog for begyndere)

Robert Goldwater:” Primitivism in Modern Art”. The Belknap Press 1986.

Sally Price: “Primitive Art in Civilized Places”. The University of Chicago Press 1989

Paul Klee: “Om Moderne Kunst”. Gyldendals Uglebøger 1964.

Paul Klee: ”Paul Klee i dagbogsnotater og breve”. Thanning & Appels Forlag 1963.

Louisiana Revy: ”Den Globale dialog” 26. årgang nr. 3. Maj 1986

Louisiana Revy:” Oceania kunst fra Melanesien”. 32. Årgang nr. 1. September 1991.

"Primitivism" in 20th Century Art: Affinity of the Tribal and the Modern. Bind 1 & 2. 1984.

Gérard Franceschi, Asger Jorn, Tina Møbjerg og Jens Rosing: ”Samisk folkekunst”. Borgen.

Gérard Franceschi, Asger Jorn, Tina Møbjerg og Jens Rosing: ”Folkekunst i Grønland”. Borgen.

To bøger der af kunstkritikere skal fremhæves. Begge beskæftiger sig med forms sprog og det æstetiske udtryk:

Carl Einstein: ”Negro Sculpture”.

Jeremy Howard, Irena Buzinska and Z.S. Strother: “Vladimir Markov and Russian Primitivism”

(Vladimir Markov (1877-1914) - kunstner og teoretiker fra den russiske avantgarde i det tidlige tyvende århundrede, en af arrangørerne af kunstforeningen "Ungdomens sammenslutning" (1909-1917), der repræsenterer forskellige kunstneriske bevægelser: symbolisme, "cezannisme”, kubisme , futurisme, "ikke-objektivitet". Han rejste omkring og fotograferede primitiv kunst på diverse etnografiske museer. Hans billeder er kunstværker i sig selv og nok værd at stifte bekendtskab med)

Fra  Vladimir Markovs bog om primitiv kunst. 

Interessen for fremmede kulturer og det primitive bevirkede helt nye udtryksformer og overraskende sammensætninger, der som her overskrider enhver kategorisering: Emil Nolde ”Missionæren”. Missionæren til venstre i billedet er formet efter en koreansk vejside guddom. Den afrikanske moder med barn er inspirerede af yoruba skulpturer, og midt mellem dem ser man en dansemaske fra bongofolket også Afrika.