En ukendt historie om et kendt glasmosaik af 

Henri Matisse (1869-1954)

Historien om en dansk fotograf der på den 5.  Thule ekspedition med sit magiske kamera optager og fastfryser en hedensk kvindes smil. Samt hvordan Henri Matisse bliver grebet af dette fotografi og gennem sin egen originalitet befrier kvindens smil fra dets kontekst og genansætter smilet ved indgangen til en kristen kirke.

Leo Hansen og Knud Rasmussen

Fotografen var Leo Hansen, hvis billeder og film er en vigtig del af 5. Thule ekspeditions indsatser.

Knud Rasmussen ønskede en professionel fotograf knyttet til ekspeditionen og Thule komitéen fandt frem til Leo Hansen.  Turen gik derefter over New York, hvor Leo Hansen skaffede film og kameraer der egnede sig til optagelser i Arktis.  Derefter forsatte han rejsen til Alaska.  Det var meningen han skulle støde til ekspeditionen på den lille ø Herschel Island, der ligger nord for den canadiske kyst, tæt ved Alaskas grænse.  Da Leo Hansen nåede frem til det aftalte mødested, var der ingen der havde hørt noget fra Knud Rasmussen og Leo besluttede at rejse ham i møde.

Det var derfor, at Leo Hansen mødte 5.  Thule ekspedition langt inde på den canadiske side på Tre River handelsstation ved Kent Peninsula. Da Knud Rasmussen, Arnarulunnguaq og Qâvigarssuaq endelig dukkede op var Leo Hansen på pletten med kameraet og øjeblikket kan ses i filmen ”Med Hundeslæde gennem Alaska”.

Godt at Leo Hansen var rejst ekspeditionen i møde, for netop i området omkring Tre River handelsstationen foretager Knud Rasmussen nogle af sine vigtigste etnografiske studier på denne del af ekspeditionen.

Studiet gjaldt moskusoksefolkets kultur og samfund og Leo Hansen beriger verden med flere enestående portrætter af menneskene fra samme sted.

Knud Rasmussen var særlig god til at fremhæve individets lod i livet således, at hans etnografiske beskrivelser blev fortællingerne om både det fælles og det individuelle. Og med Leo Hansens fotografier kom der ansigter på disse fortællinger.

Et andet sted på jorden

Meget senere og et helt andet sted på jorden er en gruppe franskmænd i 1940 strandet i New York på grund af krigen i Europa.

Heriblandt den franske maler Henri Matisse’ (1869 – 1954) svigersøn Georgs Duthuit samt surrealismens fader André Breton og den senere kendte antropolog Claude Lévi-Strauss.

Franskmændene oplever New York som en hård by hvor de frister en kummerlig tilværelse.  Nogle oaser findes der imidlertid i byen som en trøst for disse hjemløse bohemer. Det ene var American Museum of Natural History i nærheden af Central Park, som har en stor samling af indianske etnografika fra Amerikas nordvestkyst og ligeledes National Museum of American Indian.

Den helt store attraktion var ikke des mindre Carlebachs galleri på 3.  Avenue.  Her kunne interesserede selv købe de fantastiske masker fra inuit og nordvestkyst indianerne. Selvom pengene var små kappedes franskmændene om at købe forskellige etnografika. Georgs Duthuit blev fascineret af inuitmaskerne på Julius Carlebachs galleri og han erhvervede sig flere eksemplarer.

Selv havde han aldrig været i Arktis, men han fik fat på nogle bøger om inuit der yderligere stimulerede hans fantasi.

Særlig to bøger gjorde et stort indtryk på ham, nemlig Fra Grønland til Stillehavet” af Knud Rasmussen og Gordrande Poncins ”Kabloona”.  Den sidste bog er ikke fri for racistiske holdninger, medens Knud Rasmussens bog nærmest gav udtryk for det modsatte, så på en måde ophæver de hinanden.

Georgs Duthuit bibeholdt i hvert fald sin begejstring for inuit og deres kulturer efter af have læst disse bøger.

Fantasiens verden

Medens al dette foregik syslede Georgs Duthuit med et stort anlagt poetisk værk der sammentænkte nutidens situation i New York med fantasiens inuit verden og hans anden passion det østromerske Byzans.  Det bliver til digtet Une fête en Cimérie (En fest i Cimmérie) som beskriver en burlesk indre rejse til drømmenes og hvirvelvindenes land Cimmérie.

Georgs Duthuit skabte med dette digt en fiktiv fortælling om mødet mellem et moderne civiliseret samfund, og en primitiv men eksotiskverden ”Cimmérie”, der delvis var baseret på hans opfattelse af nordamerikanske inuit og livet i det svundne Byzans.

Promovering af inuit kunst og Matisses overraskelse 

Efter krigen og vel hjemme igen i et befriet Frankrig arrangerede de hjemvendte flereudstillinger med indiansk og inuit kunst for et måbende fransk publikum. Georgs Duthuit er i mellemtiden blevet færdig med digtet Une fête en Cimérie som han ønsker udgivet med illustrationer.  Ikke mærkeligt falder tanken på svigerfaren, den verdensberømte maler Henri Matisse, og for at overbevise Matisse om mulighederne viser han denne sin samling af inuit masker.

Ved synet af maskerne i svigersønnens samling overraskes Matisse aldeles og det er ikke for meget at tale om en kunstnerisk og sjæleligjordrystelse.  Han indvilliger i at illustrere bogen også selvom han faktisk ikke kunne fordrage svigersønnen.  Han læser Knud Rasmussens bog om rejsen blandt Canadas og Alaskas inuit eller eskimoer som det hed sig i de dage.

Han ser også dokumentarfilm fra bl. a. Grønlands østkyst (Les quatre du Groenland af Fred Matter fra 1936), ligesom han studerer Leo Hansens inuit portrætter fra 5. Thule ekspedition og så småt begynder han på det kunstneriske arbejde.

Matisses forvandlinger

For Matisse er der i dette arbejde ikke tale om en identisk gengivelse af inuitportrætterne, der kun har til hensigt at afspejle en bestemt virkelighed.

Omvendt er det for Matisse magtpåliggende at omskrive og forvandle den portrætterede person, efter sin egen fornemmelse, humør og fantasi. Om denne kunstneriske frihed siger han, at værket udelukkende afhænger af en projektion af kunstnerens følelser i overensstemmelse med hans model, men ikke af en præcis gengivelse af denne.

Qingaruvdliaq i Matisses streg

Matisse arbejde af flere omgange med inuitportrætterne samtidig forberedte han sin svanesang som kunstner - nemlig udsmykningen af Rosenkrans Kapellet i Vence.

Rosenkrans Kapellet

Oprindelig bestod hans opgave kun i udformningen af mosaikvinduerne men det blev hurtigt klart, at han nødvendigvis måtte tage sig af hele kapellets design hvis det skulle fremstå som en kunstnerisk helhed.

Matisse bedrift som kirke kunstner gik nogle år tilbage, hvor han under et sygeforløb havde annonceret efter en ”ung og smuk sygeplejerske”.

På den måde traf han Monique Bourgeois der for uden at pleje den syge mand også indvilligede i at stå model for den berømte maler.

Monique Bourgeois af Matisse 

Få år efter besluttede Monique Bourgeois sig for at blive nonne og hun indtrådte i Dominikanerordenen i Vence en bjergby ikke langt fra Nice.  Dominikanerne skulle til at bygge et lille kapel i Vence og Monique Bourgeois fik overbevist Matisse om, at han skulle være den kunstneriske kraft i dette byggeri.

Arbejdet begyndte i 1947 og i en alder af 77 tog Matisse fat på det største projekt i sit liv.  Han brugte mere end fire år på arbejdet med kapellet, dens arkitektur, blyindfattede ruder, inventar, vægmalerier og præsternes liturgiske klæder.

Rosenkrans Kapellet

Under arbejdet med udsmykningen af Rosenkrans Kapellet overfører Matisse et af motiverne fra inuitmaskerne til denne udsmykning.  I en diskussion med en af dominikanerne om udsmykningen fortæller Matisse om, hvordan han blev inspireret af sin egen tegning af Qingaruvdliaq som han havde lavet til Une fête en Cimmérie.  Matisse fortæller, at han syntes hendes smil ligner en fisk og at han ville bruge dette smil som symbolet på Kristus.

Han spørger sig for hos fader Couturier, der står for byggeriet af kapellet, om han må symbolisere Kristus ved en fisk foran et net på indgangsdøren og det syntes den gode fader Couturier var en brillant ide.

I dag når man ankommer til Rosenkrans kapellet modtages man af Qingaruvdliaqs smil, der gennem den kunstneriske forvandling fremstår som en fisk der på sin side kunne være et smil.

Qingaruvdliaqs smil

Om Qingaruvdliaq fortæller Knud Rasmussen, at hun kunne alle mændenes sange og hviskede til dem hvis de gik i stå under de store sangfester. Hendes mand var selv en utrættelig forsanger og danser i festhuset.

Sandsynligvis tilhørte de moskusoksefolket (Umingmaktôrmiut) men jeg er ikke helt sikker, ud fra det jeg kan udlede af de eksisterende tekster og fotografier.

Imidlertid hørte de til den større gruppe som af alle folkene mod øst sammenfattedes under betegnelsen Kitdlinermiut.  Kitdlineq er navnet på Victoria land, men betyder også grænse og Knud Rasmussen forstod det sådan, at Kitdlinermiut er de yderste mennesker mod nord.

De udgør et selvstændigt folk som alle kender hinanden og ofte mødes ved de forskellige fangstpladser men de går dog under forskellige betegnelser der hentyder til de steder hvor de har land.

Min egen metamorfose

Denne etnograf smutter af sine egne tankebanerind i et privat samspil med Matisses fisk og studser over det kinesiske ord for fisk yü, der også betyder overflod.  Er det for meget sagt, at der i den kønne Qingaruvdliaqs smil, allerede var en overflod af al det et smil nu engang består af, og når Victor Borge nu engang har sagt ”Smilet er den kortesteafstand…” er det så i orden at konkludere at det smil var smittende.

Og fiskens overflod skal findes i budskabet fra Matisse selv der inderligt ønskede, at de der besøgte det lille kapel, hvor fisken modtager gæsterne, ville føle sig renset og befriet for dette livs bekymringer.

Er du en mand, en kvinde kan få til at smile.

Det hører med til historien, at medens Knud Rasmussen opholdt sig blandt kitdlinermiut, var der en kvinde der tog ham i den ene skulder, så ham lige ind i øjnene og spurgte: ”Sig mig engang fremmede, er du en mand, en kvinde kan få til at smile”.

Knud Rasmussen på 5. Thule ekspedition

Knud skriver: ”Jeg måtte le højt -  Venskabet med mine bopladsfæller var beseglet”.

Dermed blev smilets fisk i overført betydning tilbagebetalt med renter tror jeg, for Knud Rasmussen havde som enhver grønlænder let ved at le.